PUMPEHUSET og Copenhagen Cooking & Food Festival Præsenterer
Byhaven: The Unofficial Copenhagen Taco Championship

Byhaven er Pumpehusets hyggelige udendørs sommerscene og bar. Haven er åben fra kl. 15.00 fra onsdag til lørdag og første band er på scenen kl. 18.30 – og der er altid fri entré. Byhavens køkken, El Jefe, byder på lækre sydamerikanske specialiteter hele aftenen.

__________________







Under Copenhagen Cooking & Food Festival åbner Byhaven porten til det første uofficielle københavnermesterskab i en af kogekunstens allerfineste discipliner: Taco i mund.

5 kokke, 5 tacos, 5 drink pairings = 5 store oplevelser.

Når street food-bølgen engang er rullet videre, og den sidste foodtruck har forladt København, står vi heldigvis tilbage med udbredelsen af Mellemamerikas svar på det danske smørrebrød: Majspandekage med fyld aka en taco. Den ultimative servering, der modsat smørrebrødet giver rum for eksperimenter, tilføjelser, condiments og ikke mindst: krydderier kraftigere end peberrod!

Vi har inviteret fem af byens stærkeste kokkekort til at give deres bedste take på serveringen. Til daglig huserer de på danske og internationale toprestauranter, men om natten fylder de munden med tacos. Denne aften kæmper de om publikums gunst, når Københavnermesterskabet i Taco for første gang løber af stablen i et “people’s choice”-format uden et fast taco-dogme. Kokkene har fået 100% frie hænder til at servere netop deres fortolkning af retten, så mon ikke vi skal hele verden rundt på en taco?

De 100 gæster deles op i fem grupper af 20 personer. Hver gruppe skal igennem fem sessions med de fem kokke. Til hver servering præsenteres desuden en drink, der matcher kokkens take på tacoen. Til sidst indsamles scorekort, og vinderen af Københavnermesterskabet 2018 vil blive hyldet.

Kokkene:

William Milsted
William Milsted - kok og madkunstner med masser af spændende projekter bag sig. Williams kogekunst har taget ham verden rundt, og han har lavet middage i Dubai, Beijing og er en fast del af stedet R60 på Bornholm. William bryder rammerne og skubber grænserne. Så lad os se, hvad han finder på til taco-mesterskabet.


HABITAT
HABITAT er en kokkeduo bestående af Lui Jacobsen og Martin Quorp Paulsen. Udover at være nogle af Københavns skarpeste kokke, der har huseret som køkkenchefer på flere af de helt gode københavnersteder, så handler deres madlavning om den gode smag, hyggen og nærværet. Hygge i en taco. Det skal nok blive spændende.


Ranee Udtumthisarn
Ranee Udtumthisarn - Indehaver og køkkenchef på Ranee’s beliggende på indre nørrebro i København. Ranees mad er inspireret af det nordøstlige Thailand, men Ranee har også en forkærlighed for det franske og italienske køkken. Hendes restaurant er nået langt udover Danmarks grænser og både The Guardian og The New York Times har skrevet om hendes kogekunst. Hun finder med garanti på noget, der udfordrer smagsløgene.


Labambar
Taco-crewet Labambar, som holder til i det fedtede hjørne i Hornbæk, byder på en autentisk taco lavet som i Mexico. De holder ikke tilbage med ingredienser som chili, koriander og lime, men deres vigtigste ingrediens er kærlighed. Så her kan man forvente en autentisk taco.


Team Vaca
Holdet ledes af restauratør Morten Hansson, der er ejer af den mexicanske tacokæde Vaca og Karma Sushi. Han medbringer to lejesvende: Umut Ra Sakarya aka. Kongen af Bøfsandwich og Kim Soo Myung Pedersen, Team Grease præsident. Forvent en taco med sjov og ballade og ikke mindst kalorier. Det bliver finger licking good!








Mandag
27. aug 2018
dørene åbner
15.00
Showet starter
18.00
Pris
395 Kr. + gebyr
?>