PUMPEHUSET Præsenterer
Byhaven: BEINIR + FENJA



Byhaven er kendt for koncerter, hvor man kan stå tæt, helt op til scenekanten, og sammen med resten af publikum danse solen ned. Denne sommer bliver det igen en smule anderledes, da festen og musiklytningen på myndighedernes anbefalinger skal foregå siddende ved bordene. Byhavens kapacitet er begrænset, så vil du være sikker på en plads, er det en god idé at komme tidligt.
__________________________________________________

BEINIR
På en lille bitte ø et sted i det store Atlanterhav, er 20-årige BEINIR vokset op. Nærmere bestemt Saltangará på Færøerne, en stille by der rummer en særlig smuk natur og fred med dets kun 2000 indbyggere. Her har BEINIR formet sin egen musikalske identitet siden han som 7-årig greb guitaren og forsvandt ind i musikken. Med udsigt over fjorden Skálafjørdur og fantasien plantet ude på verdens største scener har BEINIR spillet, skrevet og sunget indtil han synes, han var klar til den store verden.

I starten af 2021 var BEINIR med som feature på sangen ”I’m Not Crying, You Are” fra Dopha’s debutalbum, der er blevet varmt modtaget i både Danmark og Tyskland, hvor den med det samme blev samlet op som ’Single of The Week’ på RTL Radio. BEINIR’s egne sange er pakket med energi, svingende rytmer og attraktiv, men spydig lyrik om personlige fortællinger. Sangene rummer en dybe, der beskriver følelsen af at være ung og fortabt i søgen efter sin tilværelse.
BEINIR søger inspiration i forbilleder som Ed Sheeran, Outkast og Bon Iver, der har givet ham både udlængsel og store drømmen, men han har formået at forankre det i sit eget skandinaviske udtryk og univers. Dét bliver præsenteret på hans kommende EP ’World Out There’, der udkommer i slutningen af maj 2021.

FENJA
FENJA er ærlig dansksproget pop-poesi. Melodier, man ikke kan slippe igen, lyser i et vidt forgrenet elektro-akustisk univers. Bag Fenja står 23 årige Freja, der skriver sange om livets rødder og rodløshed. Sangene skabes og foldes ud i samarbejde med producer Mikkel Damgaard og cellist mm. Line Felding. Sammen har de skabt et minimalistisk, men alligevel stort og særpræget univers omkring Frejas poetiske tekster. Fenja glæder sig til at lade de første sange møde verden inden så længe.

Torsdag
17. jun 2021
dørene åbner
15.00
Showet starter
19.00
Pris
Fri entré
?>