PUMPEHUSET Præsenterer
Byhaven: AEM presents Fuld Effekt + Theo X

Byhaven er Pumpehusets hyggelige udendørs sommerscene og bar. Haven er åben fra kl. 15.00 fra onsdag til lørdag og første band er på scenen kl. 18.30 – og der er altid fri entré. Byhavens køkken, El Jefe, byder på lækre sydamerikanske specialiteter hele aftenen.

__________________




Fuld Effekt

Københavnske Fuld Effekt beskrives bedst som et medrivende funky miks af soul, funk og hiphop. Inspirationen er fra hiphoppens såvel som funkens guldalder og med deres dansksprogede tekster samt et tidsløst popøre, inviterer Fuld Effekt altid på gode tider.

De er blevet kaldt Københavns mest funky act og med deres iørefaldende tilgang til traditionel hiphop, er den danske hiphop-gruppe parat til at bryde igennem lydmuren og hele Danmark skal med på turen! Live slynges der rim til højre og venstre alt imens et catchy omkvæd og den barbrystede Beefsupremes guitarkrumspring forenes og bliver et helligt løfte om den store fest. Fuld Effekt leverer det uventede, og du kan forvente at blive forført af storladne melodier, tight rap, episke guitarsoloer og cremet sang.

Fuld Effekt har senest udgivet singlerne "Kærestekedelig" og "Din Fødselsdag" og har netop lagt flere af landets scener ned som support for Marvelous Mosell på hans vintertour 2018. Så gør jer klar til at kaste nogle sprøde håndtegn og kridt danseskoene for Fuld Effekt ved lige hvordan de skal sætte ild til dansegulvet.




Theo X

Multikunstneren fra København Theo X skaber beskidt og hjertefølt popmusik med en blanding af grynede og organiske lyde, som resulterer i nyskabende, catchy popcollager. Udover at skrive alle sine sange med nogle af Københavns bedste producere, så skriver og instruerer Theo X også sine egne musikvideoer og laver sine egne pladecovers.

Theo X er en ’selfmade’ musiker og kunstner, der gør præcis hvad han har lyst til, hvilket har resulteret i at han har skabt en helt original upoleret poplyd. Hans glam pop-lyd centrerer sig omkring jordbundne historier og unikke perspektiver på livet – sammensat i snavsede og inderlige pop-produktioner.

Denførstesingle 'J U N K I E L O V E R' fokuserer på de lette midler til at bekæmpe den ungdommelige ensomhed. Nummeret udstråler hjertesorger og lediggang i en neofuturistisk funk sound.






Torsdag
26. jul 2018
dørene åbner
15.00
Showet starter
18.30
Pris
Fri entré
?>