PUMPEHUSET Præsenterer
BUSTER 2012

Vi lukker og slukker for den 12. udgave af BUSTER med et brag af en afslutningsfest i Pumpehuset søndag d. 23. september kl. 12.00-16.00. Dagen er fyldt med morsomme kortfilm, lærerige workshops, fortryllende trylleshow, helt nye danske spil, koncerter og en storslået omgang bingo, hvor du kan vinde alt fra dvder og computerspil til billetter til f.eks. en superligakamp eller Eksperimentarium! Den underholdende skuespillerduo OP og NED med Stefan Pagels Andersen og Thomas Ernst styrer løjerne på scenen.

Workshops, spil og film kører hele dagen


Kom gratis til fest!
Hvis du har været i biografen og set en BUSTER-film i løbet af festivalen, skal du huske at gemme din billet og tage den med, for så kommer du gratis ind.


SCENEN

Koncert med Mango Tango Band og Wonderbees
Elever fra Københavns Musikskole udgør disse to festlige og talentfulde ungdomsbands; Mango Tango Band, der er inspireret af bl.a. Lennon/McCartney, og Wonderbees, som spiller soul/jazz à la Lukas Graham.

Fortryllende tryllerier
Er du vild med kaniner, duer, korttricks og andre magiske løjer, kan du opleve et forrygende show, når Carsten Nielsen optræder under sloganet: 'Duer flyver op - kaniner gør et hop. Carstens trylleshow er i top'.

BUSTERs Bingo
Elsker du spænding og har du altid held i spil? Så skal du deltage i BUSTERs Bingo, for her kan du vinde masser af fantastiske præmier lige fra bunkevis af fribilletter til sejt merchandise, dvder og spil.

WORKSHOPS

Mød Jannik Hastrup og animér hans filmuniverser
Du kan klippe, farvelægge og animere din helt egen historie med de kendte figurer fra bl.a. 'Cirkeline', 'Bennys badekar' og 'Cykelmyggen og dansemyggen'. Jannik Hastrup, kigger forbi og giver gode tips og ideer.
ANIMA

Lav ler-animation med din egen Postmand Per-dukke
Tina Klemmensen giver dig de allerbedste tricks, når du i farverigt modellervoks skal lave din egen Postmand Per-figur og derefter give ham liv i en animationsfilm.
Læs mere på: tina-klemmensen.dk

Lær at jonglere med en frisbee hos den tidligere europamester Jan Møller Sørensen
Discsport også kaldet 'frisbee' er en fascinerende verden af tricks og moves, der består af forskellige discipliner bl.a. freestyle, ultimate og længdekast. Sammen med Jan kan du prøve kræfter med freestyle disc.

SPIL

Trunkys Maleeventyr
I 'Trunkys Maleeventyr' går du rundt i en fantastisk 3D verden, hvor du kan male alting. Du er inde i din egen farvebog, hvor du kan blande dine egne farver og løse forskellige gåder for at lære mere om farver, tal og bogstaver. Du kan udforske helt for sjov eller lære gennem små udfordringer.

Joust!
Joust! er et festligt Kinect-spil, hvor enhver kan blive en mægtig ridder! Spil imod dine venner på split-screen og deltag i udfordrende turneringer i en finurlig middelalderverden, der skaber en sjov og spændende oplevelse for både store og små.

Crimeville
Crimeville har bredt sit farverige detektivunivers ud i brandnye spil til iPhone og iPad. På iPhonen kan du spille 'Crimeville Mobile Mysterier', hvor du skal løber rundt i den virkelige verden og finder beviser for at løse skøre gåder. På iPaden kan du i 'Crimeville Pøbel Problemer' hjælpe dine to detektivvenner Diggs og Chasey med at holde de nysgerrige Crimevillans væk fra gerningsstedet medens de undersøger det!
Søndag
23. sep 2012
dørene åbner
12:00
Showet starter
12:30
Pris
15 Kr.
?>