Vi elsker den intense stemning, publikum er med til at skabe, hver gang BODYSLAM! besøger København. 19. oktober fortsætter den efterhånden faste tradition, og Bodyslam! Wrestling blæser taget fuldstændig af Pumpehuset endnu engang.
Sidst blev der vendt op og ned på alt i BODYSLAM-universet, da de ondsindede Sveriges Elite på unfair vis vandt mesterskaberne fra de danske helte, og den rebelske Rick Dominick chokerede alle med en slutning, vi sent vil glemme. Den eneste måde at finde ud af, hvilket drama der kommer til at udspille sig i næste kapitel, er at slutte sig til os i Kransalen 19. oktober.
I løbet af blot tre år har forbundet BODYSLAM! opbygget en profil som en af Skandinaviens førende indenfor live wrestling. Så der er smæk for skillingen og knytnæve-sandwiches på menuen når forbundet endnu engang indtager Pumpehuset med en live-oplevelse ulig noget andet.
Wrestling er ikke helt som nogen anden underholdningsform, så der er en helt unik oplevelse under opsejling. Højtflyvende, hårdtslående og helt sit eget! Vent ikke for længe med at sikre dig billetter til øretævernes holdeplads i hjertet af København.
“Publikum går amok, som var det en landskamp i Parken” – B.T.
“I aften lever drengedrømmen i bedste velgående … salen koger” – Berlingske