Den unge amerikanske rapper Big Sean udskyder sin planlagte koncert i københavnske Pumpehuset, som skulle have fundet sted på lørdag den 10. november. Koncerten bliver udsat til den 7. marts, og foregår stadigvæk i Pumpehuset.
Billetter købt til koncerten i november er gældende til den nye dato i marts men kan også refunderes indtil d. 31. december 2012.
Den 24-årige Sean Michael Anderson eller blot Big Sean er nærmest forudbestemt til at få succes. Efter at blive signet af Kanye West på dennes G.O.O.D. Music og senere Def Jam Recordings er fundamentet i hvert fald med det samme støbt for massiv opmærksomhed. Og netop dét får han alle steder fra.
Big Sean er født i Californien, men opvokset sammen med sin mor og bedstemor i Detroit, hvor han også bor i dag.
I 2005 opsøgte den unge Sean sin lokale radiostation, hvor han deltog i freestyle battles på ugebasis. Men denne dag var der fint besøg; Kanye West skulle interviewes. Uopfordret gav Sean så overbevisende prøver på sit freestyle talent, at han to år senere fik sin kontrakt med West.
Fra 2008 og frem har Big Sean udsendt en serie på tre mixtapes, der alle forstærkede forventningerne til debutalbummet, som endelig udkom i juni 2011. På albummet har Big Sean fået hjælp af en lang række prominente gæster, der alle stemplede Big Sean som en ung upcoming rapper, man skulle holde øje med. Features tæller bl.a. Lupe Fiasco, Pharrell, Nicki Minaj, Wiz Khalifa og selvfølgelig Kanye West og nærmest som en selvopfyldende profeti døbte Big Sean albummet ”Finally Famous”.
Big Sean er netop nu mere aktuel end nogensinde før; Hans fjerde mixtape ”Detroit” udkom i starten af september og samtidig er Sean en bemærkelsesværdig feature på Kanye Wests netop udgivne album Cruel Summer - bl.a. på de to første singler ”Mercy” og ”Clique”.