Billetsalget starter torsdag den 25. oktober kl. 10.00
Denne aften i Pumpehuset inviterer Bersærk indenfor til årets brag af en rockaften og følger op på de udsolgte koncerter i København og Aarhus i 2018. Samme aften vil radiovært- og metalekspert Anders Bøtter vende plader til Afterparty-Hegn, og Dirt Forge varmer scenen op inden Bersærk går på.
I 2012 fik Danmark den vilde ulv tilbage, og samme år opstod Bersærk!
Fans af Bersærk ved, at dette orkester er garant for et yderst potent og medrivende show, og publikum er kendt for at komme tilbage efter mere. Bandets intensitet er bestemt ikke blevet mindre over tid, og hver koncert leveres med en tilstedeværelse ud over det sædvanlige. Det viste Bersærk også på Copenhell- festivalen, hvor de i sommers samlede et historisk stort publikum på Pandæmonium-scenen. En koncert der har vakt genklang rundt i landet efterfølgende. Bersærk har igennem de sidste 6 år, i bedste hedningestil, brændt de danske spillesteder ned til grunden, og har med deres intense og energiske liveoptrædender, og medrivende, dansksprogede tekster, indtaget landet.
I 2018 udgav Bersærk deres andet fuldelængde album "Jernbyrd", efterfølgeren til det roste album ”Mulm” (2015). ”Jernbyrd” blev rigtig godt modtaget af både anmeldere og fans, og spilles i dag på radiostationer over hele verden. Albummet kom på gaden i marts 2018, og er et komplet billede af bandet, hvor de lige nu befinder sig mentalt og musikalsk. Tekstuniverset bevæger sig mellem nutid og saga, og forholder sig til samtiden fra et hedensk udgangspunkt.
Bersærk spiller tung, solid rock, og formår at komme ud over landets grænser, hvor deres budskab forstås og tages ind af fans så langt væk som Canada og Australien og har ligeledes tourneret rundt i Skandinavien. Oplev lidt af stemningen fra det omtalte Copenhell-show her til lyden af ‘Tordensol’: https://www.youtube.com/watch?v=JQdA8oAjrO0