Igen i år vil Bands of Tomorrow fordelt på fire aftener henover sommeren præsentere otte spændende navne fra den danske upcoming scene. Koncerterne vil brede sig over en lang række af genrer, alt fra hiphop til singer-songwriter.
ACT #1: KVADRAT
Vi er vilde med det københavnske band KVADRAT, som debuterede tilbage i 2014 med en imponerende live-session på Jazzhouse, der præsenterede numrene "Fossil", "This New Thing" og "Decay". Allerede her blev vi introduceret for forsanger og sangskriver Tobias Kropps vilde vokale færdigheder og bandets arrangementsmæssige overskud, som ligeledes illustreres på deres selvbetitlede debut-EP, der udkom i marts.
EP'ens numre har det tilfælles, at de er ambitiøse og velskrevet og blander forsanger Kropps hæse baryton-vokal med en stram og tilbagelænet rytmesektion, der får modspil af storladne stryger- og blæserarrangementer.
ACT #2: RAINBROTHER
Efter en årrække på landevejen med indiefolk-projektet The Migrant har forsanger og guitarist Bjarke Bendtsen startet Rainbrother med en gruppe musikere i København. Gruppen spillede sine første koncerter sidste sommer, og har siden varmet op for blandt andet Palace Winter, The Heart and the Head (US) og Big Thief (US). Nu er kvintetten aktuel med debutalbummet Tales From the Drought, der blev udgivet i februar i år og forener intime rejsefortællinger med skæv, elektrisk rock. I allerførste uge af 2017 satte vi fokus på gruppen som Ugens Upcoming, hvor de blandt andet selv beskriver deres lyd som "Sprød og finurlig med et touch af drypstenshule".
Der vil til Byhavens sommerkoncerter være mulighed for selv at medbringe mad til fællesgrillen, og af og til vil der også komme besøg af lokale food trucks. Herudover er årets barsortiment udvidet med både kaffe, maté maté, rosé, specialøl og sjusser med økosaft. Ganske uimodståeligt, ik?