Fremragende AySay er klar til at indtage Pumpehuset den 28. januar 2023 med deres betagende multisproglig og multimusikalske popeventyr, der sømløst blander anatolisk psych med nordisk pop.
AySay er et band som i den grad har fået anmelderne til at uddele mange stjerner og nu gør de klar til at indtage landets spillesteder på en længere tour. Inden da har bandet fået forrygende opmærksomhed på festivaler både i DK og udlandet, herunder Roskilde Festivals Rising scene, og de var med til at vælte publikum bagover til P6 Beat rocker Koncerthuset. ”Su Akar” er titlen på AySay’s første fuldlængde album som udkom november 2021, og de er i fuld gang med at skrive materiale til et nyt udspil, som vil blive præsenteret ved de kommende koncerter.
AySay lyder som det nye Norden. Et Norden der ikke længere kan løbe fra sin mangfoldighed og kulturelle rigdom. Et oprør fyldt med håb, lyd, sang og musik. Her synges på dansk, tyrkisk og kurdisk i en anatolsk psykedelisk fest med nordiske melodier og danske pop-arrangementer i smuk synergi med naturen og livet omkring os. Både sårbart og stærkt, men ofte også charmerende og opløftende, skaber AySay et pusterum, men også en festlig protest i opgør med en verden, der alt for ofte insisterer på snæversyn og fastlåste
rammer.
Forsangeren Luna Ersahin er født ind i et liv med to kulturer som afsæt. Med en dansk mor og en kurdisk far fra Tyrkiet, hviler i hendes stemme en fortælling om helheden i de to halvdele. Som frontkvinde i kvartetten AySay er det det samme budskab, der udleveres i et fængslende lydunivers, hvor østlige og vestlige traditioner blandes; saz og darbuka møder elektroniske produktioner, mens østlige toner sunget på dansk glider over i tyrkisk i flydende overgange. Med Aske Døssing Bendixen på analog og digital percussion, og Carl West Hosbond på guitar, er AySays pop-arrangementer moderne folkemusik i form og fortælling. Præcis som traditionel folkemusik skabes i tæt forbindelse mellem musikere og folk, har AySay omfavnet hele verden som sit afsæt, sin inspirationskilde og sit publikum. Kunstnerisk trækkes tråde til alt fra danske Sorten Muld til canadisk/tyrkiske Minor Empire og græske Marina Satti.
Luna Bülow Ersahin: Sang, Saz, Synth, Pandeiro
Aske Døssing Bendixen: SPDS, Darbuka, Bendir, Percussion
Carl West Hosbond: Elektrisk guitar
Jens Mikkel Madsen : Bas
Support: abji_hypersun