Ava Luna (US) og Silent Laika spiller i Byhaven den 28. juni - som sædvanligt er der fri entré.
Ava Luna
Ava Luna er et amerikansk musikalsk gruppeeksperiment, hvor genreafgrænsninger meningsløse og fantasien får frit spil i et sonisk sprog, der indeholder stærke grooves, elektro-funk, soulet vokal og jazzede arrangementer. Resultatet er ultra-fængende weirdo-pop, som du kan danse til. Live er bandet en klasse for sig med hektiske og samtidig fortryllende optrædender fra medlemmerne Becca Kauffman, Felicia Douglass, Carlos Hernandez, Julian Fader og Ethan Bassford.
Silent Laika
Med en rå indie-lyd skaber kvartetten musik, der emmer af en sitrende ungdommelig nerve og et ønske om at sige ‘fuck konventionerneʼ og invitere til at være sig selv. De fire unge københavnerdrenge fra Silent Laika står aldrig stille, men søger hele tiden at rykke grænserne for musikken og kunsten og på bare 8 måneder har de udgivet to albums på egen hånd. Musikken og forsanger Lewis Parkers tekster, rummer både ung sommerlig naivitet og mørk desperation, den lette forelskelse og den truende uvished, i et univers der spænder bredt, fra ensomme toner, til store lydmure.