PUMPEHUSET og DJ ARY Præsenterer
ARY, TAI, JVC + Special Guest: Kaaliyah // Pumpehuset

Har du hang til gode vibes og brug for flere af dem i dit liv? Look no further. Den 31. marts 2023 byder tre af byens varmeste DJ’s i form af DJ Ary, TAI og DJ John Vincent velkommen til et brag af en fest med special guest Kaaliyah.


I 2021 og 2022 satte trioen flankeret af musikalske gæster to habile fester sammen på Copenhagen Distillery og i Pumpehuset. Denne gang bliver det ikke spor anderledes, når albumaktuelle Kaaliyah kigger forbi og spiller spritnye bangers fra sit stærke debutalbum ”Chasing Dreams”. Med andre ord vil der nok engang være garanti for et fyldt floor, kolde drinks og gode mennesker på Studiestræde.


DJ Ary

At kalde DJ Ary fremadstormende må efterhånden betragtes som en forældet betegnelse. Den tidligere dobbelte vinder af Danish DeeJay Battle og Danish DeeJay Awards har været i gang med at perfektionere det han elsker i mere end et årti, og det har etableret ham som en af landets stærkeste live-DJs. Har du været til koncert med navne som Artigeardit, Sivas eller Phlake de seneste år, har du formentlig set DJ Ary, som med sit karakteristiske lange hår og passionerede indlevelse er umulig at komme udenom på den danske livescene. Han tager kun det bedste af det bedste med, når han rocker Pumpehuset sidste fredag i marts.


DJ John Vincent

DJ, artist, producer og label owner – JVC ligger ikke på den lade side, og den erfarne kreative entreprenør kan prale af at være et kendt navn gennem mange år i den københavnske undergrund. I fjor udgav han solodebuten ”KASAMA” på sit eget label Dose Sampu Records, som er et globalt kollektiv af kreative åndsfæller. Han har hiphop som habitus men breder sine genrer godt ud, når han spiller live, hvilket har sendt ham rundt i landet på tour som DJ for artister som Icekiid, Gilli og Benny Jamz.


TAI

Direkte ud af Aarhus via København og træfsikker som få. TAI er med sine skills bag pulten ikke til at komme udenom. Om han spiller på en pakket natklub eller under åben festivalhimmel, leverer TAI altid festen. Det er den fingerspidsfornemmelse, som i sommer sendte ham land og rige rundt med blandt andre Lamin, Tessa og MAS. TAI har siden sine tidlige teens dyrket både urban og elektronisk musik, og hans genre-mix garanterer en fest for alle, der lægger vejen forbi Pumpehuset.


Special Guest: Kaaliyah

Kaaliyah Kumapayi kan både kalde sig sanger, sangskriver, producer og rapper, og den erfarne musiker hverken kan eller vil sættes i bås med sit musikalske udtryk. Genrehybriden af R&B, darkpop og hiphop af international kaliber, har gentagne gange høstet anerkendende nik blandt kolleger og branchefolk herhjemme, for hun har i snart et årti leveret kvalitetsmusik af højeste kaliber i eget navn. Som artist er Kaaliyah heller ikke bleg for at dele ud af sig selv, hvilket særligt kommer til udtryk på debutalbummet, det personlige og stærke ”Chasing Dreams” fra januar i år. Udgivet på sit eget independent label Press Space med den faste producermakker Louis Winding Børresen, sætter Kaaliyah en tyk streg under, hvor godt det kan blive, når hårdtarbejdende DIY-ånd går hånd i hånd med indiskutabelt musikalsk talent.

Fredag
31. mar 2023
dørene åbner
21.00
Showet starter
21.00
Pris
160 Kr. + gebyr
?>