PUMPEHUSET og Live Nation Præsenterer
Angel Haze
Saint Cava

Support: Saint Cava

Koncerten med Angel Haze er resultatet af en nærmest manisk jagt fra Pumpehusets bookere, efter at hele Pumpehuset crew har fulgt den amerikanske rapper intenst siden oplevelsen på Dyrskuepladsen.

Ronnie Hansen, Pumpehuset:

”Lørdag aften på Roskilde 2013. Et samlet Pumpehushold havde netop hørt en vanvittig koncert med Chase & Status på Orange. Sammen med et godt hold fra Distortion, bevægede vi musiklykkelige mod Cosmopol. På Roskildes bedste scene skulle Angel Haze netop til at starte en meget forsinket natkoncert. Det blev episk. Undervejs besøgte MØ showet, Angel Haze gik ud midt i teltet og rappede flere tracks fra jordbunden, omgivet af støv og et ellevildt crowd, mens Distortions chef d’orchestra var involveret i intens dans med hele vejen rundt i teltet.”

Nu er det sket – dronningen af aggressiv rap kommer til Pumpehuset og giver sommerkoncert fredag d. 18. juli! Angel Hazes karriere er i sig selv vanvittigt interessant, og indeholder mængder af beefs med andre artister, et hav at kontroversielle Twitter- og Instagramopdateringer og er i det hele taget historien om en ung, fremadstormende artist i en moderne virkelighed. Heldigvis med nogle helt fantastiske tracks som omdrejningspunkt for hele historien.

Den 21-årige rappers baggrund er atypisk. Som 15-årig stak hun af fra en streng opvækst i kulten "Pentecostal Greater Apostolic Faith" hvor smykker, dating, musik og alkohol var bandlyst. Alle emner som hun siden har kompenseret intensivt for i sin musik og privatliv. Hun har boet alene på gaden i Detroit som barn og været udsat for et massivt seksuelt misbrug - og selvstændigheden, ensomheden og råheden er naturlige elementer i Hazes musikalske univers.

Det seksuelle misbrug er skildret gennemført hjerteskærende i Hazes egen version af Eminems megahit, "Cleaning Out the Closet". En stærk og explicit sang, der i lange passager er direkte ubehagelig at lytte til, og som til dato står som én af de mest opsigtsvækkende hiphop-tracks fra dette årti. Et andet tema er religionen, som også behandles i det store gennembruds-hit ”(I Run) New York”.

Angel Haze er med andre ord en unik, fremadstormende artist, som vi glæder os sindssygt meget til at præsentere. Én af Pumpehusets drømmekoncerter – og ubetinget én, hvor billetterne vil ryge hurtigt.

Saint Cava:

Saint Cava er navnet på en ny dansk duo bestående af produceren Andreas Vasegaard og sangerinden Erika Casier. Duoen har en rå lyd der kan betegnes som eksperimenterende R’n’B og kan minde om FKA twigs såvel som Inga Copeland. Selvom der indtil videre kun er blevet offentliggjort et enkelt demo-track fra projektet, har duoen allerede fået stor opmærksomhed for deres liveoptrædener.
Fredag
18. jul 2014
dørene åbner
20:00
Showet starter
21:00
Pris
200 Kr. + gebyr
Saint Cava
Placeholder image
?>