Den anerkendte canadiske folksanger udgiver nyt album til februar, der bærer titlen ”Norm”. Den 9. juni 2023 kan de nye sange opleves live herhjemme, når han giver koncert i Pumpehuset.
Nogle af Andy Shaufs erklærede forbilleder er Wilco, Eliott Smith og Neil Young. Disse stilskabende inspirationskilder rumsterer da også i den 35-årige canadiers iørefaldende og smukke folkrocksange, der er båret af hans lyse, udtryksfulde vokal og en øregangsmasserende, Beatle’sk melodiøsitet.
Shauf voksede op i en musikglad familie, der drev sin egen elektronik- og musikbutik, hvorfor barndomshjemmet var fyldt med instrumenter. Han lærte derfor tidligt at spille på en række instrumenter og mestrer i dag både guitar, klaver, bas, trommer og klarinet. Han debuterede allerede i 2009, hvor soloalbummet ”Love and the Memories” udkom via eget label, og den flittige sanger og sangskriver nåede at udgive yderligere tre album, inden han signede med Arts & Crafts i hjemlandet og internationalt med det stilskabende indie-label ANTI- (Tom Waits, Kate Bush, Wilco). De udsendte i 2016 gennembrudsalbummet ”The Party”, der sikrede Andy Shauf en nomination til den prestigefyldte canadiske musikpris Polar Music Prize. ”The Party” og efterfølgerne ”The Neon Skyline” (2020) og ”Wilds” (2021) har modtaget rosende ord fra anerkendte medier som Pitchfork, Stereogum, NPR Music og Esquire, han har turneret med The Lumineers og optrådt i store amerikanske tv-shows som ”Jimmy Kimmel Live!” Og ”CBS This Morning: Saturday”. Og så havnede titelnummeret fra ”The Neon Skyline” i 2020 såmænd på den tidligere amerikanske præsident Barack Obamas hypede playliste med hans yndlingssommernumre.
Som så mange andre musikere, har Andy Shauf de seneste par år måttet skrue ned for sin koncertaktivitet på grund af corona, men han har brugt tiden fornuftigt, for den 10. februar udkommer hans ottende studiealbum, der bærer titlen ”Norm”. Titelnummeret er allerede ude nu og lover ekstremt godt med sin indtagende, solgyldne melodi. Andy Shauf har selv indspillet og produceret det nye album i sit garagestudie og spiller også selv alle instrumenter. Til at mixe albummet har han til gengæld allieret sig med den anerkendte producer Neal Pogue, der bl.a. har arbejdet sammen med Tyler, the Creator, Janelle Monáe og Outkast.
Der er derfor god grund til at glæde sig til den 9. juni 2023, hvor han præsenterer de nye sange i Pumpehuset med sit stærke liveband