PUMPEHUSET og Smash!Bang!Pow! Præsenterer
Allah-Las

Den californiske kvartet, kendt for sine psykedeliske garagerocknumre og medrivende liveshows, vender tilbage til Pumpehuset, når de spiller koncert den 19. juni.

Få bands har en lyd, der så perfekt afspejler deres geografiske udgangspunkt som Allah-Las. Den amerikanske kvartet stammer fra Californien, og deres harmonidyrkende garagerock emmer af samme lette og ubesværede attitude, som man lever livet i det solfyldte, sydvestlige hjørne af USA.

Allah-Las spiller psykedelisk garagerock med fuzz, reverb, bliss og surfernostalgi. Melodierne er varmblodede, og selvom de kan lyde tilbagelænede og ubekymrede på grænsen til det skødesløse, så er sammenspillet tight og gnidningsfrit som hos beslægtede grupper som Real Estate, Woods og Khruangbin. Samtidig er de fire medlemmer store musiknørder, hvilket kan høres i deres musik, der sender kærlige hilsner til 60’er-koryfæer som The Byrds, Love og 13th Floor Elevators. Meget sigende mødte de da også hinanden foran pladehylderne i den legendariske Amoeba Music Store i Los Angeles.

Den amerikanske firkløver har fire fuldlængder under vesten. De debuterede i 2012 med deres selvbetitlede debutalbum, og senest er gruppens fans blevet forkælet med det fremragende album ”LAHS”, der udkom i 2019 via det kvalitetsbevidste indie-label Mexican Summer, som også har udgivet bl.a. Iceage, Weyes Blood, Ariel Pink og Kurt Vile.

Allah-Las er kendt som et stærkt og flittigt turnerende live-band, der bl.a. tidligere har givet tætpakkede koncerter herhjemme på Loppen og i Pumpehuset. Der er derfor lagt op til et glædeligt gensyn, når den knuselskelige gruppe inviterer til solskinsfyldt indierock-fest på sidstnævnte spillested den 19. juni.
Mandag
19. jun 2023
dørene åbner
19.00
Showet starter
20.00
Pris
250 Kr. + gebyr
?>