Rostam

Han er eks-medlem af Vampire Weekend, producer for Frank Ocean og Solange og medskriver på Walkmen-forsanger Hamilton Leithausers soloalbum. Rostam Batmanglij har haft mange jern i ilden. Nu er tiden kommet til en solokarriere, der tager ham forbi Pumpehuset med sit nye album “Half-Light” i bagagen.

Rostam Batmanglijs forældre er oprindeligt fra den iranske hovedstad Tehran, men studerede i USA og boede efterfølgende i Sydfrankrig. De flyttede tilbage til USA, hvor Rostam blev født i 1983. I 2002 begyndte Rostam at studere musik på Columbia University i New York. Her blev han venner med en flok medstuderende, som han senere dannede det succesfulde indiepopband Vampire Weekend med. I Vampire Weekend fungerede Rostam som keyboardspiller, korsanger, guitarist, sangskriver og producer. Udover sit band og sit arbejde som producer for så forskellige kunstnere som Frank Ocean, Solange og Carly Rae Jepsen, har Rostam stået bag et electro-soul projekt under navnet Discovery. På deres seneste album har han også samarbejdet med Haim-søstrene på ”Something To Tell You”.

Om sit soloprojekt har Rostam udtalt, at han havde en masse historier at fortælle, som ikke passede ind i Vampire Weekends univers. Derfor forlod han bandet i 2016. Allerede i 2013 flyttede Rostam til Los Angeles med den begrundelse, at han gerne ville være tæt på et musikstudie med naturligt lys. Og det har båret frugt, for nu udkommer Rostams første soloalbum Half-Light. Et album, han har varslet siden 2011, hvor han udgav de to singler ”Wood” og ”Don’t Let It Get to You”.