Rest In Beats

Torsdag den 27. september fylder KarriereKanon-vinderne, Rest in Beats, Pumpehuset med snørklet dansk poesi og tektoniske, triphop beats. Duoen der består af to legesyge sjæle, er kendt for deres intense synergi på scenen og samspillet mellem de to har vakt begejstring på spillesteder og venues over hele landet.

”Sammenspillet mellem Rezwans forførende vokal og ydmyge fremtoning og Sebastians velsmurte beats kastede sammen med de velskrevne dansksprogede sange tryllestøv over publikummet, forbløffede dem og efterlod dem forpustede tilbage” (Gaffa, SPOT 2017)

Forsanger Rezwans ekspressive vokal og dragende, poetiske tekstunivers skaber, sammen med Sebastians leg med samplere, synthesizere og pladespillere, en intens og nærværende lyd, der til tider fører tankerne hen på triphop legender som Portishead eller danske Under Byen.

Om koncerten i Pumpehuset siger forsanger Rezwan Farmi:

”Vi glæder os helt vildt meget til at fylde Pumpehuset med smuk musik, magi og kærlighed. Det bliver uden tvivl en koncert og aften vi, og forhåbentligt også vores publikum, kommer til at tænke tilbage på med sommerfugle i maven og stjerner i øjnene. Sommerfuglene er der allerede! Selvfølgelig har vi vores yndlings-violinist og magiker Maria Martine Jagd med, og mon ikke vi får yderligere fint besøg på scenen?”

Bandet udgav deres anmelderroste debut EP ’Stadig med, Stadigvæk’ i december 2014. Efterfølgende udgav gruppen singlen ’Fugle kan Dø’, der blev flittigt spillet på P6 og nummeret er efterfølgende blevet kåret af den elektroniske musikblog Regnsky, som et af de bedste numre i 2016. I 2017 vandt de DRs KarriereKanonen, der tidligere er vundet af navne som KATINKA, Minds of 99 og Magtens Korridorer.