PUMPEHUSET Præsenterer
Navneløs + Sweet Jesus 17 – Byhaven

For andet år i træk åbner Pumpehuset op for husets egen dejlige, grønne og afskærmede Byhave. Det bliver endnu federe end sidst og i år går vi all in på endnu flere siddepladser, grønnere omgivelser og bedre afskærmning fra trafikken.

Byhaven har åben hele sommeren, hvor vi teamer op med vores bedste musikalske venner, for at bringe en masse koncerter under åben himmel. Haven har åbent fra onsdag til lørdag, hvor der også vil være masser af tid til hygge, eksamenslæsning, fussball, grill og picnic.

Her er siddepladser nok, god stemning, fri wi-fi og kaffe på kanden. Tag blot grill og madkurve med, og køb så drikkevarerne i baren undervejs - det er dét, vi betaler musikerne med.

Biografi Navneløs
At den unge generation har genopfundet dansk som sangsprog, er efterhånden en gammel nyhed, der hver uge kan aflæses i toppen af hitlisterne. Men også uden for mainstream prøver musikalske talenter kræfter med modersmålet for at udtrykke de svære følelser.
Siden september 2012 hvor orkesterets debut ep udkom, er det gået stærkt for den dansksprogede gruppe Navneløs. Med en række stærke anmeldelser orkesteret ud på flere landsdækkende tournere, og spillede bl.a. sidste sommer på Roskilde Festival og Smukfest. Den 10. februar 2014 landede så orkesteret egentlige debutalbum “Værk”, som igen blev taget stærkt imod af de danske anmeldere.

Med en kærne på femmand (m/k) og en varierende livebesætning, kan man forvente en kombination af kammerrock, klassisk, og jazz uden at mærke den store trang til at slå sig tungt ned et enkelt sted. Det ene øjeblik er musikken minimalistisk. Pludselig pompøs. Snart – ofte – bjergtagende. Med cello, klaver, messingblæsere, støjende guitarer og Lin Rosenbecks karakterfulde vokal i spidsen er Navneløs på en smuk, ung flugt fra kategoriernes tyranni.

- “Vores generations konstante søgen efter kærlighed og forståelse, har skabt både længsel og fortabthed. Det er de følelser, vi prøver at afspejle i vores musik og tekster”, siger Lin og Johan, som arrangerer sangene sammen med resten af Navneløs. Det sikrer musikken en god blanding af intimitet og anspændthed, mener bandets to frontfigurer, der i deres sangskrivning konstant afsøger grænser i både det musikalske og lyriske udtryk. Navneløs skaber i deres værker et rum af naiv melankoli og håbefuld lyrik. Og med en ofte overraskende men altid iørefaldende melodilinje som ledetråd.

Biografi Sweet Jesus 17
Sweet Jesus 17 er et helt nyt band, der er blevet til i samarbejde mellem medlemmer fra det københavnske bandkollektiv Oh!My. Medlemmer tæller musikere fra Cape Canaveral, Virgin Suicide, October Dance og ikke mindst Ice Cream Cathedral. Sweet Jesus 17 stræber efter at skrive emotionel lo-fi pop, med tekster om ikke at have nogen fremtid, men masser af piger. Debut Ep’en udkom på Oh!My i august 2013, og opfølgeren er allerede nu på trapperne.
Onsdag
16. jul 2014
dørene åbner
16:00
Showet starter
18:00
Pris
Fri entré
?>