Grandmaster Flash – EKSTRAKONCERT

Det bliver lidt af en tidsrejse eller nok snarere et flashback i Pumpehuset, når verdens første stjerne-DJ, mixets mester, hiphoppens gudfader, Grandmaster Flash, præsenterer sit show People, Places & Things, hvor han med breakbeats og sine banebrydende scratches vil fremmane stemningen fra de originale block parties i 1970’erne.

Dette er hans første show i Danmark, hvor han også har en visuel dimension med, så både lyd og billede giver følelsen at at opleve de oprindelige hiphop-personer, steder og ting, der har formet Grandmaster Flash. Dermed kommer alt fra musik til dansetrin og påklædning til at føles som en bid af The Bronx i New York i 1970’erne.

På skuldrene af Flash
Grandmaster Flash voksede op i den forarmede New York-bydel The Bronx, hvor han tidligt var fascineret af både mekanik og musik. Han byggede sine egne højttalere og mixere i metalsløjd og da pladespillerne blev trukket ud på gaden til block parties, imponerede han med hastighed i fingrene og køligt overblik. Han var sammen med Kool Herc og Afrika Bambaataa en del af den hellige treenighed af hiphop-pionerer – og med længder den teknisk dygtigste.

For at få vokalassistance, lancerede han rapperne The Furious Five, der blev stjerner før rap overhovedet fandtes på plade. Deres funky, socialkritiske hit “The Message” gik verden rundt, men ligeså vigtig er nummeret “The Adventures of Grandmaster Flash on the Wheels of Steel”, hvor han med mix og scratches sætter DJ-kunsten i forgrunden. Siden da er DJ’ens rolle som scratcher, mixer og orkesterleder vokset og vokset, og enhver der kalder sig DJ i dag står på skuldrene af Grandmaster Flash.