PUMPEHUSET og Universal Music og B&O PLAY Præsenterer
Yellow Lounge

Sprøde, klassiske guitartoner blandes med blød, velkendt pop, når Universal Music, Deutsche Grammophon og B&O PLAY by Bang & Olufsen, fejrer foråret med en stemningsfuld Yellow Lounge-koncert. Oplev tre af tidens hotteste musikalske stjerner: Montenegrinskfødte Miloš Karadaglić - en af klodens førende unge klassiske guitarister - sender sine lyriske klange ud over scenekanten. Popsangeren Burhan G, der lige nu høster triumf for sit personlige album ”Din for evigt”, optræder – helt i den klassiske musiks intime ånd - med et rent akustisk set. På scenen står også Mikael Simpson – aktuel med det digitale album "Overspring”.

Ideen med Yellow Lounge er åbne et yngre publikums øjne og ører for klassisk musik ved at sætte musikken fri af koncertsalenes formelle rammer - og bringe den i øjenhøjde og derud hvor de unge folk er, natklubber og barer. Deutsche Grammophon og B&O PLAY nærer en fælles ambition med Yellow Lounge om at give publikum magiske oplevelser – at man kommer helt tæt på musikken og i armslængde kan føle selve nerven fra artisterne.

Pumpehusets rå lokaler danner denne aften rammen om en unik akustisk koncertoplevelse, fintunet af akustikere og ingeniører fra B&O PLAY – og tilsat fed clubbing-stemning af DJ Katrine Ring, som fra pulten mixer elektronisk musik med de klassiske toner.

Som optakt til aftenens Yellow Lounge vil tilskuerne også kunne opleve lanceringen af den nye udgave af BeoPlay A9, det ikoniske musiksystem fra B&O PLAY, som nu er tilgængeligt i en dramatisk sort udgave, der vil levere aftenens soundtrack.

Miloš Karadaglić (f. 1983) har vundet en række internationale priser. Han udgav i februar sit tredje soloalbum ”Aranjuez” på Deutsche Grammophon. På pladen spiller han bl.a. spanske Joaquín Rodrigos berømte ”Concierto de Aranjuez” med London Philharmonic Orchestra og den fransk-canadiske dirigent Yannick Nézet-Séguin i spidsen.

Burhan G (f. 1983) har med sine følsomme popballader og en af landets mest personlige stemmer sunget sig dybt ind i danske hjerter. Albummet ”Din for evigt” var det syvende bedst sælgende i Danmark i 2013. Primo 2014 fik sangeren platin for 20.000 solgte eks. af pladen.

Mikael Simpson (f. 1974) har netop udsendt det digitale album "Overspring" med sange, han har arbejdet på de sidste tre år. Det udkommer på vinyl senere i år, og en koncertturné er under planlægning. Sideløbende med musikken har Simpson et radioprogram på DRs P6 Beat.
1 Apr 2014
Doors open
19:00
Show start
19:00
Price
170 Kr.
?>