PUMPEHUSET og Smash!Bang!Pow! presents
Vinterbyhaven: Deadpan + Dirt Bike + Varnrable + Nurse + Tears

Midt en den kolde vintertid tænder vi et lys i mørket, når vi hiver Byhavens kulørte lamper, borde og bænke, lunende sommervibes, karaoke og bingo indenfor i Pumpehuset til Vinterbyhaven 2020.  Musikken præsenteres i samarbejde Smash!Bang!Pow!, hvilket betyder ultrasprøde toner og garanti for fremtidig yndlingsmusik på Vinterbyhavens scene.  Oplev koncerter med Deadpan, Dirt Bike, Nurse, Varnrable og Tears. Efter koncerterne spreder First Hate feststemning bag DJ-pulten.

Deadpan
Første navn på plakaten er danske Deadpan, der er noget nær umuligt at sætte i genrebås. Deadpan serverer tunge, eksperimentelle tilgange til sangskrivning og rytmer – blandet med en stor kærlighed til pop-eksplosioner. Med andre ord, skal der danses, når Deadpan rammer Vinterbyhaven. Bandet har allerede opnået såvel national- som international anerkendelse af bl.a. DR P6 og den legendariske amerikanske radiostation KEXP for numre som ’Country Walker’ og ’Lovely Night’.

Dirt Bike
Bag navnet Dirt Bike finder man sangskriveren og produceren Gustav Berntsen. Siden 2015 har Gustav, som frontmand i punkbandet Pardans, været en aktiv figur i den eksperimenterende scene omkring Mayhem. Pardans har siden da turneret rundt i Europa med deres voldsomme, højenergiske shows. I år debuterer Gustav med sit nye soloprojekt Dirt Bike; et pop-projekt der på mange måde står i kontrast til punken, men alligevel bevarer nogle forbindelser. Rig på detaljer kombinerer Dirt Bikes første single ”Roll In The Hay” lo-fi guitarer, tunge hiphop-beats og catchy pop-melodier. Lytteren inviteres ind i en kalejdoskopisk sommerdrøm, en varm og pirrende virkelighed, hvor referencer og forskellige musikalske genretræk flyder ind og ud af lydbilledet. I hvert vers introduceres et nyt sonisk miljø, scenerne skifter konstant på legesyg vis. Der peges på 90’er guitar-indie, nutidens trap og klassisk strygermusik på en og samme tid.
Man kan mærke en ulmende ærlighed og ømhed i Dirt Bikes musik. Sangene er indspillet og produceret på egen hånd i et beskedent hjemmestudie. Her kommer venner forbi for at hænge ud og bidrage til ørehængerne og den musikalske eventyrlyst. ”Roll In The Hay” er komponeret sammen med Søren Buschmann Friis (Franske Piger), på nummeret bidrager også Amalie Petri med korvokaler.

Varnrable
Varnrable indtager Vintarbyhaven med sit eksperimenterende, sfæriske popunivers. Musikken drives af stærke synth-elementer, hypnotiserende taktslag og en svævende let vokal. Bag Varnrable står den norske producer og sangerinde Camilla Myhre, og som Varnrable udgav hun i 2018 sin første officielle EP "On / Off" på det danske pladeselskab Escho.

Nurse
Nurse er et soloprojekt af Josefine Struckmann Pedersen startet i 2017. Navnet Nurse er valgt for at hylde de feminine værdier så som omsorg, healing “ Nursing”, som hun også ønsker, at musikken skal afspejle; at man som lytter føler sig taget af. Genremæssigt bevæger musikken sig inden for Alternative Pop, R&B, Art Pop, Electro, men har ikke fastsat sig til en genre og eksperimenterer med forskellige stilarter. Josefine har et tæt samarbejde med sin bror Sylvester Struckmann og vennen David Jæger, som har produceret størstedelen af numrene. Hun har i øvrigt tidligere været en del af bandet Time Masters sammen med pianisten David Julius Christoffersen, og før det spillet i electro punk-duoen MOR sammen med MØ. Nurse udgiver sin debut-EP “ Revelations of a Girl” den 22. November 2019 på Mermaid Records.

Tears
Tears er et mangefacetteret bekendtskab. Drukforherligelse, romantik, sjælekval, lethed og afmagt valser alt sammen ufortrødent til viser, der balancerer et sted mellem pompøs rock og barokpop. Bandet er Jeppe Grønbæk Andersens mangeårige musikalske dagbog fuld af ærlige, kraftfulde og særdeles fængende sange, og er live leveret i samarbejde med nære venner fra den aarhusianske og københavnske undergrund.
18 Jan 2020
Doors open
19.00
Show start
20.00
Price
140 DKK Kr. + gebyr
?>