Et af Sveriges mest legendariske hiphop-navne
Svenske Looptroop Rockers, der hører til nabolandets største og mest legendariske hiphop-navne, har et par forrygende rappere og en helt usædvanlig flair for melodisk, tempofyldt og politisk ladet hiphop.
Looptroop Rockers, der i de første mange år blot hed Looptroop, blev dannet af rapperen Promoe og dj'en/produceren Embee i 1991, mens disse endnu var teenagere. Kort efter blev gruppen udvidet med CosM.I.C, og i 1993 udgav trioen ep'en "Superstars", der lige som opfølgeren "Threesicksteez" (1995) kun udkom på kassettebånd - det samme var tilfældet med treeren "From The Wax Cabinet", der til gengæld blev til med hjælp fra bandets gamle ven, rapperen Supreme, som nu var blevet et fuldgyldigt medlem af gruppen.
I 1998 dannede Looptroop deres eget pladeselskab David Vs. Goliath, og takket være en distributionsaftale med det etablerede pladeselskab Burning Heart Records blev bandets debutalbum "Modern Day City Symphony" (2000) udgivet vidt og bredt. Nummeret "Long Arm Of The Law" blev et regulært undergrundshit og er siden blevet en signatur-sang for den politisk orienterede gruppe, der fra dag et har været af den samfundskritiske slags. Toeren "The Struggle Continues" fulgte i 2002, og tre år senere gjaldt det "Fort Europa", der var bandets hidtil største kommercielle succes.
I 2007 annoncerede CosM.I.C, at han trådte ud af gruppen på ubestemt tid - ikke grundet uoverensstemmelser i bandet, men simpelthen i bestræbelserne på at få mere tid til sin familie. Det var i den forbindelse, at Looptroop ændrede navn til Looptroop Rockers, som således var den officielle afsender på bandets fjerde album, "Good Things" (2008), og de efterfølgende to værker, der udkom i henholdsvis 2011 og 2013. Sideløbende med Looptroop Rockers har især Promoe og Embee plejet solokarrierer, men Looptroop har ikke desto mindre holdt sammen over alle årene, og her i 2014, hvor CosM.I.C i øvrigt for længst er tilbage i bandet igen, er gruppen i skrivende stund aktuel med dobbeltsinglen “Another Love Song” og “Beautiful Mistake” fra det kommende album ”Naked Swedes” der udkommer 29. oktober. Bandet har for nyligt lavet denne to-i-en video til de to singler:
https://www.youtube.com/watch?v=q-s_XAvrTO8
Promoe, Supreme & Cosmic er igen klar med deres medrivende tekster og stramme kemi, der matcher Embees stærke produktioner og som prikken over i’et, bidrager ikke mindre end hip-hop pioner Lord Finesse med et remix af ”Another Love Song”.
"Vad som tar Looptroop Rockers till den högsta nivån är syftet med musiken. I ett globalt perspektiv har hip hop, och musik för den delen, tappat sitt sociala engagemang. De största hip hoparna berättar om hur de vinner i allt, att man borde få röka på när man är ung och vad för reaktion en kvinna skapar i kroppen. Looptroop Rockers rappar om att de vill skriva kärlekslåtar men världen är så förstörd att det inte går.” -Setareh Yousefi