Med en særdeles ublu, men klippefast tilgang til sin musik skubber IAMDDB konstant til musikalske grænser – og overskrider dem. Hun blander på nonchalant vis hiphop, trap og jazz og sætter et unikt musikalsk aftryk på den urbane scene lige nu. Manchester-kunstneren leverer et gennemført lydbillede af melodisk hiphop med smidige melodier indhyllet i tåget, noir-jazz. Genrehybriden kalder hun ret passende for ’urban jazz’. IAMDDB glider mellem kølig rap og en virkelig smuk sangstemme på legende let vis, lige når det passer hende. Måden hun så ubesværet fremfører fantastiske soul-stemninger side-om-side med mørke og dovne hiphop-passager, gør hende til sin helt egen.
Op til koncerten i Pumpehuset udgiver IAMDDB sit debutalbum, men den kreative og æstetisk overlegne sangerinde er på ingen måde noget ubeskrevet blad, for hun har allerede høstet store roser fra alverdens musikmedier, turneret vidt og bredt internationalt og været frontfigur for store modekampagner.
23-årige IAMDDB spillede en stærk koncert i Danmark til Distortion Ø i 2018. Her beskrev musikmagasinet Soundvenue IAMDDBs liveenergi således: ”Det føltes lidt som om, vi alle sammen var privilegerede nok til at få lov til at hænge med den klart cooleste og mest selvsikre person på planeten”. Musikmagasinet GAFFA har også fået øjnene op for Manchester-musikeren, da hun havnede på deres De Bliver Store-liste for 2018.
Brænder du for lige at hilse på IAMDDB, så kan du købe en meet-and-greet-billet
her. NB! Du skal stadig købe en almindelig koncertbillet for at kunne se koncerten.