Fredag d. 5. august trækker vi det headbangende folk med langt ned i de mørke kloakker til en hel dag og aften med doom og sludge i Pumpehusets Byhave og Sort Sal.
Som headliner har vi inviteret New Orleans-kongerne af sludge, Eyehategod, der begraver Sort Sal i sydlig amerikansk trådblues, mens vi tidligere på eftermiddagen præsenterer et tungt lokalt line-up på Bombehusets udendørs scene.
Uden at fornærme selv den mest nærtagende metalfan, kan man med god samvittighed betegne New Orleans-bandet Eyehategod(med lidt hjælp fra Melvins) som grundlæggerne af sludge metal. Bandets mørke historie startede på den græs-hellige dato 20. april 1988, og Eyehategod har siden da spyttet mure af feedback og tunge misantropiske guitarriffs ud over scenekanten.
Trods bandets lange levetid, skulle der gå 14 hårde år mellem de to seneste fuldlængde albums. Fra 2000-2014 var medlemmerne nemlig ramt af orkanødelæggelser, afhængighed, depressioner og til slut trommeslager Joey LaCaze's alt for tidlige død i 2013. Eyehategod formåede alligevel at rejse sig med det seneste selvbetitlede album, der høstede store roser hos pressen, og med en frisk split-udgivelse med landsmændene i Bl'ast beviser bandet, at deres dystre mix af metal og punk, som frontmand Mike Williams stadig kalder for heavy blues, er langt fra død.
Hold øje med vores website og Facebookside for løbende opdateringer om support act og line-up i Byhaven.