Virginia/Seattle-bandet Car Seat Headrest blev i sin tid navngivet på baggrund af den Buddy Holly-bebrillede frontmand Will Toledos hang til at indspille vokalspor på bagsædet af sin bil, og siden 2010 har bandet spyttet plader ud efter behag. Frem til 2015 sendte Car Seat Headrest således hele otte fuld-længde plader og en række EP’er på gaden via hjemmesiden Bandcamp, hvilket gjorde Toledo og hans følelsesmæssigt højspændte blanding af lo-fi og guitarmættet neo-grunge til ny kæledægge for alle med hang til den amerikanske vestkysts solide tradition for rockmusik.
Herefter fik det notorisk kvalitetsbevidste Matador Records øjnene op for den alsidige Toledos flodbølge af udgivelser, hvilket i 2015 medførte bandets første plade for pladeselskabet, ”Teens of Style”, der primært var en inspireret gang genindspilninger af sange fra de første, selvudgivne plader. Samtlige Car Seat Headrests plader har indhentet stor hyldest fra både amerikanske medier som Pitchfork og Rolling Stone, såvel som af hjemlige Gaffa, der kaldte ”Teens of Style” for en ”insisterende omgang 60er-svingende pop- og psychrock, båret af virkelig gode melodier og Toledos skæve tekstunivers, hvor der både jongleres med teenage-banaliteter, kærlighed til Michael Stipe og forfattere som Yeats og Carver.
Med efterfølgeren ”Teens of Denial” samt 2018’s skildring af parforholdets rutsjebaneture, ”Twin Fantasy (Face to Face)”, der ligeledes er en gen-indspilning af en af de selvudgivne plader fra præ-Matador-dagene, har Toledo og Car SeatHeadrest slået deres navn fast som et af de bands, der har drevet arven fra 90’ernes lo-fi ikoner som Pavement og Weezer videre på bedste vis – og som næppe har toppet endnu. De har dertil udviklet sig til at være et aldeles medrivende bekendtskab på en scene, og hvis man gik glip af koncerten på Roskilde Festival i 2016, så kan man altså passende få syn for sagen den 11. november på Pumpehuset.