Der er lagt i metalovnen til en kulsort forårsaften, når schweiziske Bölzer gæster Bombehuset sammen med danske Denial Of God og Serpents Lair.
Duoen Bölzer har siden deres første demo Roman Acupuncture været garant for storslåede soniske metalmure, der læner sig op ad både black og death metal. Bandet er aktuelle med deres første fuldlængdeudgivelse Hero fra 2016, hvorpå Bölzer bevæger sig videre fra deres karakteristiske lyd til et mere raffineret udtryk. Resultatet er en stærk plade, hvor bandet ikke er bange for at lade catchy melodiske passager fylde, dog uden at gå på kompromis med den knusende aggressive lyd, Bölzer er kendt for.
Denial Of God blev dannet i 1991 og er musikalsk beslægtet med bands som Mercyful Fate, Mayhem, Hellhammer, Death SS og andre bands af den gamle skole. Denial Of God har på trods af deres 21-årige levetid som band kun udgivet to album, men til gengæld adskillige mini-album og EP’er. Vi glæder os til et dystert gensyn med bandet, der også stod på Pumpescenen for 4 år siden.
Med et sort åbningsritual af benhård black metal fra lokale Serpents Lair, kan du se frem til en af de ondeste lørdagsfester dette forår.