Dagen efter Kristihimmelfarts kirkestrabadser og obligatoriske afspadsering, kan man købe sig et benhårdt aflad til Blended Brew i Pumpehusets dunkle sal.
Kvintettens frygtløse brug af guddommelig 70’er rock, spillet gennem en forkærlighed for 90’ernes ditto, har indtil videre ført til opvarmningsjobs for legender som AC/DC, Hollywood Vampires med Johnny Depp, Alice Cooper og Joe Perry i front, samt turné med Alien Ant Farm. Bandet har adskillelige koncerter bag sig, fra ufremkommelige steder som Kina og Makedonien, og ikke mindst hele to månedlange turnéer i det forjættede rockland USA.
Det berejste danske band har tidligere spillet for fulde huse med udsolgte koncerter i Jazzhouse og Bremen Teater i København.
Vi kan nu præsentere et veloplagt Blended Brew, med en række af Danmarks mest prominente rock acts i Pumpehuset fredag d. 26. maj.
Sidste års EP ’Laughing At Your Feet’ (udgivet på Mighty Music) fulgte flot op på gruppens selvudgivne debut ’Hand Patrones’ fra 2015.