Wolf Alice

Koncerten er flyttet til VEGA. Billetkøbere modtager direkte besked fra Ticketmaster og bedes kontakte Ticketmaster i tilfælde af spørgsmål.

Kvartetten fra Nordlondon har, trods deres unge alder, pustet friskt liv i den uddøende Britrock i snart et årti med deres behændige mix af grunge, folk, 90’er indierock og elektroniske elementer. Wolf Alice blev dannet i 2010 af forsangerinde Ellie Rowsell og guitarist Joff Odie, og fik i 2012 selskab af trommeslager Joel Amey og bassist Theo Ellis.

Siden er det gået stærkt for det engelske band, der i dag har tre EP’er og to anmelderroste album på repertoiret – og deres tredje album Blue Weekend er lige netop landet. De er blevet kaldt ”the best band of the decade” af DIY Magazine, og albummet Visions of a Life indbragte bandet den prestigefyldte Mercury Price for årets album i 2018. Bandets nye album Blue Weekend har ligeledes formået at vinde musikpressens hjerter – også herhjemme, hvor danske Gaffa kvitterede med fem stjerner.

Takket været deres brede spektrum og vilde energi på scenen, nåede begejstringen for Wolf Alice tidligt nogle af rockens sværvægtere, og bandet har åbnet koncerter for både Liam Gallagher, Foo Fighters og Queens of the Stone Age. Bandet har også bevist, at de kan fylde venues i hele Europa selv, hvor de blandt andet gav en komplet udsolgt koncert i VEGA i 2018.

I 2022 er Wolf Alice igen klar til at indtage verdens musikscener med det helt nye album Blue Weekend – og danske fans kan glæde sig til gensyn med London-bandet, når de indtager Pumpehuset i København i februar.