West Coast-legenderne The Pharcyde fejrer 30-års jubilæum for deres ikoniske album Labcabincalifornia med en verdensturné, der lægger vejen forbi Pumpehuset til efteråret.
The Pharcyde (Fatlip, Slimkid3 & Imani) slog igennem i 1992 med debutalbummet Bizarre Ride II the Pharcyde, der bød på uforglemmelige tracks som Passin’ Me By, Ya Mama og Oh Shit. Albummet blev hurtigt hyldet som et af de bedste hiphopudgivelser nogensinde af The Source.
Midt i en æra domineret af gangsterrap på vestkysten, bragte The Pharcyde en frisk og legende lyd, der mindede om østkystrødderne fra De La Soul og A Tribe Called Quest – og skabte deres helt eget take på hiphop, som banede vej til mainstream.
Labcabincalifornia, der udkom i 1995 via pladeselskabet Delicious Vinyl og blandt andet er produceret af den visionære J Dilla, rummer klassikere som Runnin’, She Said og Drop – sidstnævnte med en banebrydende musikvideo instrueret af selveste Spike Jonze. Og nu har pladen altså 30 år på bagen.
Tidligere i år var de på arenaturné i USA sammen med Cypress Hill, og i maj udgav de den nye EP Timeless med fire spritnye tracks. The Pharcyde er altså stadig brandvarme.
Glæd dig til en aften med rendyrket energi og nostalgiske vibes, når Cali’s Finest indtager Pumpehuset.
Billetsalget starter 13. juni kl. 10.00