PUMPEHUSET og United Stage Præsenterer
ozzy
Support: Bonfí + Gusto + Efterfest: Kaddi Sawaneh B2B SELMA

Oplev et af de største talenter inden for dansk hip-hop og RnB i nyere tid, når ozzy kommer til Pumpehuset 24. april.

Hjemme på værelset i Helsingør har den 23-årige rapper, sanger og producer ozzy i syv år eksperimenteret med en lyd, der er svært sammenlignelig med noget andet på den danske musikscene lige nu. På baggrund af en stribe single-udgivelser, og en enormt stærk EP, er han nu for alvor ved at ”blow up”.

Spørger man ozzy om en beskrivelse af hans musikalske stil, har han svært ved at putte det i en boks. ”Jeg er både sanger og rapper, men jeg har svært ved at beskrive min musik med en enkelt genrebetegnelse. Min tilgang til at lave musik er ikke særligt udspekuleret. Jeg plejer bare at hive ned fra en masse forskellige hylder, og så sker det lidt af sig selv. De gennemgående elementer i lydbilledet er vocal chops og min falset. Mit vigtigste instrument er min stemme.”

ozzys musikalske rejse startede i 8.klasse, da en ny fyr i klassen introducerede drengegruppen for
Soundcloud-rap: ”Jeg blev kæmpe fan af hele SoundCloud-æraen, og den der bølge blev min vej ind i musik.
Lyden fra netop dengang har jeg givet slip på, men lysten til at skabe mit eget projekt har holdt ved. Sammensmeltning mellem hiphop og RnB, der skete i starten af 10’erne har i høj grad sat sit præg på min musik i dag – og så skeler jeg særligt til artister som Kaytranada, Don Toliver, Smino, Monte Booker, Brakence og tendai. Jeg kunne nævne rigtig mange.”

Med nogle enormt stærke singler, i form af sangene ”Samme side”, ”Gå, bare lidt” og dobbeltudgivelsen med ”Visner” og ”Indre”, havde ozzy allerede sat internettet i kog inden debut-EP’en ”Alt Jeg Ved” landede i juni 2024; en EP der fortsætter ned af samme sti som på de populære singler: Vi snakker dybe og selvreflekterende tekster, unikke beats, der trækker tråde til vidt forskellige genrer som hiphop, RnB, acid jazz, house, bossanova og future bass, og en af de skarpeste vokaler blandt den nye generation.

Det enorme talent og hypen ledte til at ozzy blev inviteret med som support på Noah Carters seneste tour, hvor det var tydeligt at den unge artist ikke kun har sans for at skrive skarpe tekster, han har også evnerne til at formidle sangene fra scenen. Nu er han klar til at give sin største headline koncert til dato i Pumpen.

Torsdag
24. apr 2025
dørene åbner
20.00
Showet starter
21.00
Pris inkl. gebyr
220 Kr.
Support: Bonfí
Bonfí trådte ind på musikscenen i april 2024 med debutsinglen "maler". Hans lyd forener sårbare tekster med poppede hooks og ørehængende melodier – og markerer starten på et helt særligt musikalsk univers.
Placeholder image
Gusto
I november 2024 debuterede Gusto med intro.vert og præsenterede et spændende ny lyd. Hans musik balancerer mellem skarpe rapvers, melodiske omkvæd og en synthpræget, sårbar produktion. Visuelt er Gusto inspireret af et futuristisk, postapokalyptisk univers, som perfekt komplementerer hans atmosfæriske lyd. Med intro.vert har han lagt fundamentet for noget helt særligt – og han er kun lige begyndt.
Placeholder image
Efterfest: Kaddi Sawaneh B2B SELMA
Aftenen er slet ikke ovre, når ozzy træder ned fra scenen.

Kaddi Sawaneh og SELMA stiller sig sammen bag pulten og sørger for et pulserende dansegulv nedenunder i Sort Sal og baren er i den grad stadig åben.

Der er fri entré til efterfesten, så invitér bare dine venner, der ikke nåede at få fingrene i en billet.

SELMA er en sprudlende, ung DJ inspireret af den københavnske musik-fusion og rytmer fra nær og fjern. Med sin passion for rytmik, musik og dans bliver hendes performances energiske, med tunes på tværs af forskellige genrer som afrobeat, soul, hiphop og house indtager hun alle scener med masser af god energi.

Kaddi Sawaneh, er en københavnsbaseret DJ med rødder i Gambia. Hun mestrer en bred vifte af genrer – fra afrobeats, hip-hop og neosoul til, dancehall, trap og R&B. Hendes alsidighed og evne til at læse publikum gør hende til en eftertragtet DJ i både klub- og festivalsammenhæng.
Placeholder image