Kelly Lee Owens

Koncerten med Kelly Lee Owens er desværre aflyst. Billetkøbere modtager direkte besked fra billetudbyderen.

Mens den walisiske techno- og popproducer Kelly Lee Owens stadig skrev materialet til ‘Inner Song’, der udkom i august 2020, kastede hun sig ud i en eksperimenterende terapisession. Oplevelsen – at stirre en fremmed i øjnene i flere minutter – var en åbenbaring og en helende rejse ind i hende selv, og den har også sat sit store præg på ‘Inner Song’, der følger op på Kelly Lee Owens’ selvbetitlede debut fra 2017. Albummet, der blev hyldet for sit mod og sin personlige styrke med 5-stjernede anmeldelser i både Soundvenue og Gaffa, higer meditativt efter at finde Kelly Lee Owens’ plads i livet, mens både hendes electropop og stemme fremstår mere direkte og intens end nogensinde før.

Historien om, hvordan 32-årige Kelly Lee Owens sprang ud som et af nyere tids mest spændende electropop-navne, er blevet gengivet lige så mange gange som hendes fængende og detaljerige loops. Det var på hendes patienters opfordring, at Kelly Lee Owens forlod sit civile liv som sygeplejerske på et kræfthospital til fordel for et fuldt fokus på musikken, og i 2017 udgav hun så ‘Kelly Lee Owens’, der balancerer finsleben og ambient minimaltechno med hengiven dreampop.

Men trods det radikale sporskifte har Kelly Lee Owens på sin egen måde formået at videreføre sygeplejens heling og omsorg over i sin musik. Med hjælp fra en æterisk stemme og intime technoteksturer skaber hun et rum, som hun og lytterne forsvinder ind i, og som hun selv siger: ”Ikke væk fra noget dårligt, men ind i noget bedre”. Det æstetiske mix agerede det perfekte soundtrack til en overdækket lukkefest på Roskilde Festival i 2018, og med udgivelsen af albumopfølgeren ’Inner Song’ fra 2020 kan man se frem mod endnu en fest. Se mindre