Den legendariske DJ Grandmaster Flash vender tilbage til København med sit nye show The Four Elements
Grandmaster Flash er uden tvivl en af hiphoppens største navne. Som opfinder af den banebrydende “Quick Mix Theory” forvandlede han pladespilleren til et instrument og blev en af hiphoppens vigtigste kunstnere.
Hans nye show er en visuel og musikalsk rejse gennem hiphoppenshistorie. Med kameraer på scenen får publikum et unikt indblik i hans teknik og innovation, mens lyd og billeder vækker stemningen fra 1970’ernes Bronx til live.
Flash voksede op i The Bronx med en passion for både mekanik og musik. Han byggede selv sine mixere og højttalere og imponerede nabolaget med sin fingerfærdighed til de famøse block parties. Sammen med Kool Herc og Afrika Bambaataa udgør han hiphoppens treenighed – men teknisk set står Flash i en klasse for sig.
Grandmaster Flash har tidligere fyldt både Store VEGA og Amager Bio. Nu vender han tilbage til Pumpehuset den 5. oktober - en sjælden chance for at opleve ham i intime rammer. Sidst han gæstede Pumpehuset i 2017 blev begge aftener udsolgt, så det bliver uden tvivl en aftnen, man ikke vil gå glip af.