Den sydkoreansk rocksensation Rolling Quartz kommer til Pumpehuset 13. februar
Rolling Quartz giver deres første danske koncert i Pumpehuset den 13. februar 2025 med deres energiske og iørefaldende rocksange. Koreansk musik er for de fleste lig med K-pop. Men med Rolling Quartz har Sydkorea fået et guitarbegejstret alternativ, der med deres medrivende sange, store omkvæd og luftguitar-egnede riffs er godt på vej til at blive en international faktor.
Gruppens fem medlemmer spillede oprindeligt i Seoul-grupperne Rolling Girlz og Rose Quartz, der fandt sammen om en fælles kærlighed til klassisk rock og energisk poppunk og skabte deres eget ”Rock’n’roll paradise”, som et af deres numre hedder. Og ved at slå de to bandnavne sammen var Rolling Quartz født.
Rolling Quartz begyndte at optræde live i 2020, og efter at have skabt virale bølger under corona-pandemien gjorde de for alvor opmærksom på sig selv med EP’en ”Fighting (화이팅)”. Den opnåede i 2022 en 38. plads på den prestigefulde sydkoreanske albumhitliste og gik desuden top 5 på den amerikanske iTunes-rockhitliste – en bedrift, som Rolling Quartz er det første koreanske band til at opnå.
I 2024 udkom gruppens anden EP ”Victory”, der også placerede sig solidt på hjemlandets albumhitliste. Her skærper gruppen deres fornemmelse for at skrive dynamiske rocksange med catchy omkvæd, der er skabt til at blive skrålet med på af et toptændt publikum.
Billetter er i salg fra 20. september kl. 11.00