Japandroids er lyden af to unge mennesker som fuldstændig uimponeret af alt og alle spiller en som gjaldt det deres liv – og samtidig formår at indfange en massiv rocklyd, som de færreste større bands kommer i nærheden af.
Duoen slog for alvor igennem med debutalbummet Post-Nothing fra 2009, som fik masser af opmærksomhed fra alle toneangivende musikmedier – og efterfølgende har de opbygget en massiv fanskare i kraft af deres altid fremragende liveshows.
”Japandroids are one guitar, one set of drums, and two vocalizers. Japandroids are maximal – a two piece band trying to sound like it’s a five piece band.” Således beskriver den ene halvdel af duoen, Brian King, deres musik via pladeselskabet Polyvinyl Records hjemmeside.
De har netop udgivet deres andet album, Celebration Rock, hvor de videreudvikler formlen fra de tidligere udgivelser. Resultatet er mere end vellykket og endnu en gang hylder anmelderkoret duoen. Spin gav dem 9/10, mens Pitchfork tildelte albummet 8,8 ud af 10, gav dem desuden ’Best New Music’-titlen og skrev blandt andet:
”Celebration Rock remains structurally minimal but incredibly dense, fashioning a bionic kind of rock music from the best parts without a moment that lacks crowd-pleasing purpose.”