PUMPEHUSET og Smash!Bang!Pow! og CPH:DOX Præsenterer
Death Grips



FYI - billetter til aftenens Death Grips-koncert kan selvfølgelig også købes i døren. Pt. er der lidt halloween-spøgeri hos Billetlugens salgssystem. Så hvis dit onlinekøb driller, kan du tage forbi en Fona med samme eller købe dem, når du ankommer. Dørene åbner kl. 20.00.

Smash!Bang!Pow! og Pumpehuset har i samarbejde med CPH:DOX gjort noget af et scoop. Da den skamroste, arrige hiphop-trio Death Grips i senforåret aflyste alle koncerter for resten af året for at fokusere på nye albumindspilninger, gik der et kollektivt suk igennem musikfans verden over. Men nu får København lykkeligvis alligevel muligheden for en eksklusiv koncert med Death Grips i år. Det bliver både bandets første koncert siden Coachella i april og samtidig deres eneste i Skandinavien, før de drager videre og spiller enkelte andre one-off koncerter, heriblandt Pitchfork Music Festival og All Tomorrows Parties.

Koncerten finder sted den 31. oktober i Pumpehuset og vil være en del af CPH:DOX’s koncertrække AUDIO:VISUALS, der forener musik og visuel kunst. Til denne anledning vil bandet derfor medbringe visuals, og har man stiftet bekendtskab med trioens opfindsomme low budget-musikvideoer vil disse visuals uden tvivl forstærke den intense og klaustrofobiske oplevelse, det er at overvære bandet live.

Om Death Grips: Glem alt om Odd Future. Death Grips er de sande fornyere af progressiv hiphop! Trioen blev dannet i 2010 af den evigt nysgerrige trommetyfon Zach Hill (Hella, Boredoms, Wavves, Marnie Stern, Team Sleep m.fl) og dennes nabo i Sacramento, MC Ride, der fremstår som en rap-råbende sur onkel til Tyler the Creator. Og med producer/videomager Flatlander som lydtroldmand har trioen leveret aggressiv og intelligent punk-rap proppet med glitchet smadder over snart tre album på kun halvandet år (’Ex-Military’ fra 2011, ’The Money Store fra april og ’No Love Deep’ der udkommer til oktober på Epic/Sony).

31 Oct 2012
Doors open
20:00
Show start
21:00
Price
160 Kr. + gebyr
?>