PUMPEHUSET og Copenhagen Jazz Festival Præsenterer
Copenhagen Jazz Festival: Nissen Mosh + J. Ludvig III











Copenhagen Jazz Festival og Pumpehuset slår dørene op til en vildtvoksende musikalsk oase midt i storbyjunglen fra 24. juni til 9. juli. Kom ind i skyggen af Byhavens store kastanjetræ og mærk luftbølgerne af grænsesøgende, nyskabende og til tider totalt udsvævende musik.



Byhaven ligger i Studiestræde og har åbent hver dag fra kl. 15:00 under Copenhagen Jazz Festival, så læg vejen forbi for at tage et break og tanke op på festivalstemning, street food fra Hooked og et køligt, velvalgt drikkevaresortiment.


Byhaven åbner kl. 15.00
J. Ludvig III spiller kl. 17.00
Nissen Mosh spiller kl. 19.00


J. Ludvig III

Kl. 17:00
Få musikere tør være så kompromisløst ærlige, som trommeslageren og produceren Jonathan Ludvigsen er på sit debutalbum “Sadboy Fusion”, som han udgav i november 2021 under solonavnet J. Ludvig III. Her er han trådt et skridt tilbage fra sit arbejde med den populære trio Athletic Progression og som musiker for Erika de Casier, m.fl. Gennem hvad han selv beskriver som en dagbog over en turbulent toårig periode plaget af isolation og usikkerhed, har han skabt et album, der berører eksistentielle emner som ensomhed, familie, mental sundhed og død.



J. Ludvig III er garant for ekvilibristiske performances, hvor publikum det ene øjeblik oplever Ludvigsen synge intime duetter med samples af sig selv, for i næste øjeblik at bryde ud i Mike Dean-esque synthflader og ekstremt avantgardistiske beats. Under overfladen finder man en dyb kompleksitet, halvgemt under en tåge af melodisk ærlighed og emotionel umiddelbarhed og udstråling.

Nissen Mosh (DK/DE)
Kl. 19:00
Efter at have etableret sig på den tyske jazzscene i de seneste år er Asger Nissen klar til at præsentere sin egen kvartet. Med sig har han nogle af sine tætteste yndlingsmusikere fra Berlinerscenen: Valentin Gerhardus, Thorbjørn TB Stefansson og Marius Wankel. I et ungt, vovet og futuristisk udtryk søger Nissen Mosh nye retninger og rammer for jazzen. Bandets klange rummer en del af Asger Nissen’s favoritimpulser fra 60’ernes Spiritual Jazz, “Neue Musik”, moderne jazz og hiphop. Harmonisk spontanitet og elegante melodier komplimenteres af en rytmegruppe, der ikke blot fungerer som solidt fundament, men også tør tage teten og føre musikken ukendte steder hen. Det skaber en atmosfære af nærvær og tillid — tillid til både hinanden og til deres lyttere. Sammen skaber Nissen Mosh energiladet musik med nye harmoniske- og melodiske udfoldelser, understøttet af pulserende grooves, flydende beats og rå energi. Alt sammen med en gennemgående kærlighed til sangskrivende genrer.











28 Jun 2022
Doors open
15.00
Show start
17.00
Price
Free entrance
?>