Syv Sytten feat. De Underjordiske, Lorenzo Woodrose (dj-set), Collider, Nils Gröndahl & Mads Gräs

På vores breddegrader starter og slutter vi i mørket. Den 29. december er klodens årsturné om solen ankommet til det punkt der giver os 7 timers lys og omslutter os i 17 timers nærende mørke.

Når de lyse timer trækker sig tilbage og giver plads til mørkets bulderrav, hæver vi armene og fejrer det med al sonisk og kærlig kraft vi kan mestre. Efter julens fedme, varme og hjemlige nostalgi, inviterer vi til benhårdt aflad under Pumpehusets trygge hvælvinger. Efter sprøde svær kommer sprøde toner. Efter brune kartofler kommer brun tobak. Efter rødkål kommer rød front. Syv/Sytten timer, en fejring af mørkets boblen i blodet, tjære til bålet vi danser om.

Til det har vi hentet artister der nuancerer mørket: De Underjordiske, Danmarks nye DMA-nominerede (!), tillokkende elverkonger, der laver deres sidste show med deres plade ’Ind i Flammerne’. Nils Gröndahl og Mads Gräs, som laver et spektakulært set kun til anledningen. Collider, et shoegazet rabalderband i mange lag. Slutteligt kommer verdens bedste Lorenzo Woodrose og DJer indtil vi måske kan ane den første lyse time igen.