Swingdance Party: Jack Street Quintet

Pumpehusets Byhave omdannes til et stort levende dansegulv, når Fringe Jazz Fest denne søndag hylder jazz og dans. Engang gik disse to hånd i hånd og livejazz var synonym med et fyldt dansegulv. Det er ikke altid tilfældet længere, men denne dag har Fringe Jazz Fest tænkt sig at bevise det modsatte med gratis danseundervisning kl. 18-19 og to dansable live koncerter.

Første koncert er med det danske band Jack Street. Bandet spiller New Orleans Jazz, swing, second line, boogie woogie med ung energi og friskhed i originale arrangementer af de bedste numre fra jazzen. Repertoiret inkluderer mange af de traditionelle jazzmelodier, big band numre fra 40’ernes natklubmiljø. De poetiske jazzstandards er arrangeret og fremført med passion og respekt for stil og store ikoner som Nat King Cole, Louis Armstrong, Louis Jordan, Louis Prima, Glenn Miller, Count Basie, m.fl. Fælles for medlemmerne i bandet er en sans for levende swing, indlevelse og begejstring for musikken og festen. Forvent et brag af en aften i selskab med de charmerende unge musikere fra Jack Street.

Senere på aftenen kl. 21.00 kan der danses videre til Ella Fitzgerald/Louis Armstrong Tribute koncert indendørs med Sasha Masakowski, Bobo Moreno og band.

LINEUP: Jeppe Zacho (ts), Bjørn Ingelstam (tp), Petter Hängsel (tb), Johannes Buhl (org), Andreas Svendsen (dr)