Saint Etienne

Musikken kommer utvivlsomt til at gå lige i hofterne, når de britiske house-blomsterbørn fra Saint Etienne gæster Pumpehuset til oktober. For ingen andre bands har været i stand til at bringe de universelt kærlige vibrationer fra 60’ernes poprevolution ind på de allermest hippe dansegulve, som Saint Etienne har igennem de sidste 25 år.

Men der er også lagt op til en lytteoplevelse af de sjældne. Deres anmelderroste nye album, Home Counties, hvor de tager lytteren med til de sydlige egne af deres hjemland, England, rummer nemlig en helt særlig klanglig rigdom og melodisk opfindsomhed. Mens sangene på pladen selvfølgelig bliver leveret med et smil på læben og med lækre vuggende beats, som det er umuligt at modstå.

Musikjournalister tager sagen i egen hånd

Saint Etienne blev dannet i 1990 af de to barndomsvenner og musikjournalister Bob Stanley og Pete Wiggs. I første omgang havde de tænkt sig at benytte sig af skiftende forsangere, men efter at have arbejdet med Sarah Cracknell på deres hit »Nothing Can Stop Us« – som de indspillede til deres legendariske debutplade Foxbase Alpha fra 1991 – havde de ikke andet valg, end at tage hende med permanent.

Siden har trioen udgivet en perlerække af albums, og de har derfor en helt unik sangskat at dykke ned i, når de gæster København. Det kan ikke blive andet end uforglemmeligt.