PUMPEHUSET og Smash!Bang!Pow! Præsenterer
Ryley Walker

OBS: Af produktionsårsager rykkes koncerten den 6. december med Ryley Walker fra Pumpehuset til Jazzhouse. Allerede købte billetter gælder selvfølgelig stadig i Jazzhouse, men skulle skiftet ikke falde i din smag kan allerede købte billetter refunderes hos billetlugen.dk

Ryley Walkers musikalske univers trækker tråde til Tim Buckley, Bert Jansch og Nick Drake. Med en smuk klang og stor spændvidde i stemmen, et fejende flot guitarspil og ikke mindst en utrolig sans for at skrue folk-melodier med et jazzet touch sammen, er Ryley Walker da også et stærkt og originalt indspark på folk-scenen. Egentlig har han slået sine folder på Chicagos mere eksperimenterende støj- og improscene, men nu forfølger han altså et langt mere folket univers, hvor skønheden og den gode melodi hersker, men hvor den eksperimenterende åre også stikker hovedet overraskende frem i de stemningsmættede arrangementer.

Kim Skotte fra Politiken var ikke i tvivl, da han tilbage i foråret 2015 anmeldte den kun 24-årige amerikaner Ryley Walkers debutalbum "Primrose Green". 5 hjerter kastede han efter pladen, ligesom han istemte koret af internationale kritikere, der allerede inden udgivelsen havde hyldet Walker som en nutidig arvtager til folk-musikere som Tim Buckley og Bert Jansch.

Tilbage i februar 2016 tryllebandt Ryley Walker publikum i Jazzhouse, da han optrådte som trio. Til december bliver det i en traditionel bandopsætning, Walker gæster københavn. Han har en ny plade på vej, og trods der endnu ikke er offentliggjort detaljer omkring udgivelsen, er forventninger til hans tredje album høje. Og mon ikke den talentfulde musiker nok skal indfri dem.
Tirsdag
6. dec 2016
dørene åbner
19.00
Showet starter
20.00
Pris inkl. gebyr
170 Kr.
?>