Red Lama + Fugleflugten

Support: Nicklas Sørensen

Efter sidste års koncert i Byhaven, er SPOT Festival-aktuelle Red Lama klar til at indtage Sort Sal med varm og rytmisk psych rock.

Red Lama favner den mangfoldige rockgenre med inspiration fra den alternative undergrundscene i Danmark samt et udsyn mod Nordamerika, Sahara og Mellemøsten. Musikken bliver skrevet i fællesskab og alle medlemmer af orkesteret bidrager med deres egen særegne individualitet til det der bliver en lang historie, som går op og ned i tempo, humør, intensitet og dynamik.

Efter en række anmelderroste koncerter i kølvandet på debutpladen ’Dreams Are Free’ er Red Lama for nyligt gået i studiet igen for at arbejde på mere spændende materiale. Og mon ikke noget af dette vil blive præsenteret i Sort Sal?

Man kan forvente en koncert der inddrager alle tilstedeværende i kraftfulde numre der sender publikum en tur til et rytmisk kosmos hvor der både er plads til vildskabsdans og fordybelse i Red Lamas musikalske univers.

Fugleflugten

Fugleflugten er Københavnsk baseret og har musikalsk sine rødder i shoegaze, post-rock og dream pop, med en nordisk, melanolsk sensibilitet og med danske tekster. Bandet har siden starten af 2016 arbejdet fokuseret på at tage flugten ud på de danske scener.

Med udgivelsen af bandets første EP, ‘Aftenpragtstjerne’ fik bandet anerkendende ord med på vejen fra såvel danske, som udenlandske medier. I maj måned 2016 blev bandets første single, Ensom Galakse, testet på programmet Barometerlisten på P3. Her befandt sangen sig efterfølgende i 15. uger. I uge 38 blev bandets nummer, ‘Det Er På Tide’ valgt som Ugens Kanon på DR’s Karrierekanonen.