PUMPEHUSET og Live Nation Præsenterer
Rapsody

Hvis man skal skyde på, hvem den næste helt store (kvindelige) rapper bliver, så er Rapsody fra North Carolina et yderst velkvalificeret bud. Hun har allerede blandet hiphopblod med Kendrick Lamar, er signet på Jay-z’ Roc Nation og er i det hele taget en rap-åbenbaring med en sjældent set lyrisk overlegenhed. Den 10. marts kan man få syn for sagen, når hun giver koncert i Pumpehuset.

Har man fulgt med i, hvad der sker på den kvindelige side af hiphoppen bør Rapsody være et velkendt navn, for hun har siden 2008 været en fast bestandel af den scenen. I 2010 udkom mixtapet “Return of the B-Girl”, og det markerede starten på en lille håndfuld fremragende mixtapes, der udkom frem til 2013. Hendes første studiealbum “The Idea of Beautiful” udkom til stor kritikerros i 2012, og i 2017 kom det længe ventede 2. studiealbum “Laila’s Wisdom”, der har høstet lige så store roser.

På niveau med giganterne
“Laila’s Wisdom” cementerer det, man allerede viste om Rapsody, nemlig at hun er en gudsbenådet rapper, der holder et ufatteligt højt lyrisk og teknisk niveau. Pladen har i vanlig hiphop-stil masser af gæster og bl.a. dem finder man, foruden Kendrick Lamar, Busta Rhymes, Lance Skiiiwalker, Anderson Paak og mange flere. “Laila’s Wisdom” kan med rette sammenlignes med Kendrick Lamar-mesterværket “To Pimp a Butterfly”, da den også flirter med jazz, soul og afrocentriske temaer. Men pladen er også en kommentar til det at være mørk kvinde i 2017 og er nomineret til en Grammy for bedste rapalbum. Her er hun oppe imod giganavne som Jay Z, Kendrick Lamar, Migos og Tyler, The Creator, hvilket vidner om det format, Rapsody besidder.

Kendrick Lamar og Rapsody går way back
Som sagt er Rapsody ikke ny på hiphopfronten, men “Laila’s Wisdom”-pladen er godt i gang med at sende hende mod stjernene. Hun er i hvert fald allerede godkendt af sit rap-bagland, idet hun fx. medvirker på Kendrick Lamars “To Pimp a Butterfly”, hvor hun gæsterapper på nummeret “Complexion (A Zulu Love)”. Siden da har Rapsody holdt forbindelsen til Kendrick Lamar varm, og han har gengældt tjenesten på “Laila’s Wisdom”, ved at rappe på et af albummets mest kraftfulde tracks, “Power”. Faktisk knyttede de to rapper et stærkt bånd allerede tilbage i 2011 - før Kendrick Lamars succes stak helt af - på Rapsodys mixtape “For Everything”, hvor Lamar holder gæstemikrofonen.

Når Rapsody tager Pumpehuset i sin hule hånd, bliver det med hiphop-produceren 9th Wonder som special guest - og hvilken gæst! 9th Wonder har nemlig arbejdet sammen med navne som Mary J. Blige, Destiny’s Child, J. Cole, Ludacris, Erykah Badu, Big Boi og selvfølgelig Rapsody.

 
Lørdag
10. mar 2018
dørene åbner
20.00
Showet starter
21.00
Pris
175 Kr. + gebyr
?>