PUMPEHUSET og Beatbox Entertainment Præsenterer
Marmozets

UNGE BRITER SPILLER POP MED BID I OG RUSKER OP I ROCKEN
– For British rock there is hope, there is life. It is Marmozets, Drowned in Sound.

Ordene er store, og de stammer fra en anmeldelse af debutalbummet, ‘The Weird and the Wonderful’. Det udkom i september, og bag det stod den unge kvintet, Marmozets, der allerede er blevet udnævnt som Englands snotnæsede svar på populære Paramore.

Forsanger Becca MacIntyre er som snydt ud af 90’ernes “riot grrrl”-scene, og hendes tekster er omdrejningspunktet i Marmozets’ underholdende blanding af rock og pop, som Kerrang har kaldt “an articulation of the thrills, spills and general confusion of being young and different”.

Med fire mand bag sig; to guitarister, en bassist og en trommeslager, er MacIntyre stormet frem som et af Englands mest varmeste nye navne. Og netop nu oplever hun og bandet endelig resultatet af de seneste års strabadser, der har inkluderet turnéer med blandt andre Funeral for a Friend og The Used samt optrædener på Glastonbury-, Reading- og Leeds-festivalerne.

Musikalsk er Marmozets blevet sammenlignet med jævnaldrende kollegaer som Royal Blood og Lonely the Brave, men det er svært at sætte de fem i bås. De er hverken rigtig rock eller pop, men lander et sted midt imellem med energiske vers og melodiske omkvæd, krydret med skæve, Mars Volta-agtige indslag.

Marmozets har stadig ikke helt slået igennem uden for hjemlandets grænser, men i foråret gør de forsøget med en omfattende Europa-turné, der blandt andet inkluderer en dato i København, hvor man altså for første gang kan opleve den engelske kvintet på dansk grund.
Onsdag
4. mar 2015
dørene åbner
19:00
Showet starter
20:00
Pris
160 Kr. + gebyr
?>