Lauv

Ari Staprans Leff, aka. Lauv, blev født i San Fransisco i 1994 og var interesseret i musik fra barnsben, hvor han både gik til violin og klaver. Som 11-årig fik han øjnene op for guitaren, og allerede som 14-årig begyndte den unge Ari at skrive kærlighedssange. I high school spillede Ari i forskellige bands og studerede genrer så forskellige som jazz og elektronisk musik. Derfor kom det heller ikke som en overraskelse, at Ari flyttede til den anden ende af landet for at studere musik og endte med at dimittere fra universitetet i New York med en uddannelse i musikteknologi. 
 
Ari Leffs kunstnernavn er Lauv, som betyder ”løve” på lettisk. Navnet ”Ari” betyder ”løve” på hebræisk, og Aris stjernetegn er også løven. Under sit nye kunstnernavn udgav Lauv ep’en ”Lost in the Light” i 2015, der beskriver et brud med en kæreste året forinden. Genren var en fusion mellem r&b og indiepop med et nik mod Aris opvækst med både jazz og guitarspil. Singlen ”The Other” røg på Spotifys globale Top 100-liste, og en stjerne var født.
 
Nu, i 2017, er der for alvor kommet fart på for Lauv: Singlen”I Like Me Better” har over 200 millioner streams på Spotify, og den 23-årige amerikaner er på alles læber. Udover at udgive musik som soloartist, skriver og producerer Ari Leff også for andre kunstnere. Den mest prominente sang, Leff har co-skrevet og co-produceret, er hittet ”No Promises” af Cheat Codes featuring Demi Lovato, som udkom i marts og endte på hitlister verden over. Og i september udkom singlen ”A Different Way” af DJ Snake, der blandt andet figurerer på monsterhittet ”Lean On” med Major Lazer og MØ. På ”A Different Way” bidrager Lauv med sin sprøde vokal. 
 
Lauv er opvarmning for Ed Sheeran på den populære brites store Divide-tour, der tager de to herrer gennem lande som Japan, Korea, Indien og sågar De Forenede Arabiske Emirater. Sheeran har netop brækket sin ene arm, og det er derfor uvist om touren kommer til at forløbe som planlagt. De danske Lauv-fans skal dog nok få den amerikanske pop-stjerne at se, når han altså giver koncert i Pumpehuset til april.