Khruangbin

  1. Support : The Shacks

Forestil dig en mærkværdig musikalsk ménage à trois mellem twangy surfrock, den frækt wah-wah-vuggende, slow motion-soul fra Curtis Mayfields soundtrack til blaxsploitation-filmen »Superfly« og en række gamle, støvede kassettebånd indeholdende obskur og kitschet thai-funk fra 1960erne. Nogenlunde sådan lyder den hippe, texanske trio Khruangbins unikke genrecocktail, som man 13. februar 2018 kan opleve i levende live, når trekløveret gæster Pumpehuset.

Khruangbin består af bassisten Laura Lee, guitaristen Mark Speer og trommeslageren Donald Johnson. De skaber delvist deres musik via Skype, da et af medlemmerne er bosat i London, og ellers jammer de kompositionerne frem i en gammel lade i den texanske lilleput-flække Burton, hvor der kun bor 300 indbyggere.

Bandnavnet betyder »maskinflue« eller »flyvemaskine« på thailandsk. En ganske rammende varedeklaration, når man tænker på de høje og svimlende luftlag, som trioens kosmopolitiske og smoothe instrumentalmusik svæver omkring i. Den er cinematisk, cool, sexet og tilbagelænet på én og samme tid.  

Til januar udkommer Khruangbins med spænding ventede andet album »Con Todo El Mundo« (»Med hele verden«). Det nye materiale herfra vil publikum kunne opleve ved texanernes efterfølgende visit i Købehavn, hvor der med garanti er lagt i kakkelovnen til en groovy fest.