Jesper Binzer

For første gang i 33 år føler Jesper Binzer der er plads til at lave noget selv.
Efter 11 albums og flere tusinde koncerter har D-A-D haft en kreativ pause det sidste års tid, men forsanger og guitarist Jesper Binzer har ikke kunnet holde sig i ro.
Det er nu mundet ud i et helt soloalbum, “Dying Is Easy”, der udsendes d. 3. november 
og med det i bagagen drager han på danmarkstourné til foråret 2018, hvor han også lægger vejen forbi Pumpehuset.

“Kunsten pressede sig på og det kløede i fingrene for at frigøre de idéer jeg havde i hovedet, og så skulle de altså fyres af. For første gang har jeg lavet noget alene. Det startede for knap et år siden, hvor jeg sad derhjemme med guitaren og arbejdede på en nummer, som jeg til sidst fandt ud af handlede om mig selv. Og siden er tekst og musik væltet ud af mig og ved årsskiftet gik det op for mig at jeg faktisk var igang med at lave et helt soloalbum”, fortæller Jesper Binzer om det at arbejde frit med sit helt eget materiale.

Når Binzer optræder i Pumpehuset bliver det med fuld bandopsætning og der er lagt i ovnen til en aften i rockens tegn.