PUMPEHUSET og SoulKitchen Præsenterer
Georgia Anne Muldrow & Dudley Perkins

Det bliver en aften med fuld fart over feltet, når den LA-baserede soul og hiphop-duo Georgia Anne Muldrow og Dudley Perkins gæster Pumpehuset onsdag den 14. maj! Med sig bringer det dynamiske ægtepar et slæng af stærke festnavne som den legendariske californiske hiphop-legende DJ Romes, Oh No og mange flere. Vær med, når Pumpehuset for alvor skyder foråret i gang.

Georgia Anne Muldrow og Dudley Perkins er en duo ud over det sædvanlige. Ægteparret har arbejdet tæt sammen med store, etablerede artister som Mos Def, Erykah Badu og Madlib. Den dynamiske duo mikser funk, soul, hiphop og psykedelisk rock for at skabe deres helt egen, udsøgte lyd. Med brede, bløde penselstrøg maler duoen et musikalsk billede, der sender tankerne tilbage til 70’ernes Los Angeles. Det bliver i hvert fald svært for alle vinterstive skandinaviske kroppe at holde sig i ro, når Georgia Anne Muldrow og Dudley Perkins bringer deres varme hiphop beats hele vejen fra LAs sveddryppende natklubber til det noget køligere nord!

Georgia Anne Muldrow er født af musikalske forældre i Los Angeles og voksede op omgivet af instrumenter, musikalske inspirationer fra alle verdensdele og en dyb kærlighed og interesse for det musikalske univers. Det er som om hun bærer musikken dybt inde i hjertet og det er netop det, der gør Georgia Anne Muldrows instrumentering og sangskrivning så unik.

Dudley Perkins dukkede første gang op på den musikalske scene i midten af 1990’erne, hvor han udgav sit første album under kunstnernavnet Declaime. Det er som om Dudley Perkins besidder to musikalske personligheder – den rappende flab Declaime og den stenede crooner Dudley Perkins. De to personligheder blev dog forenet på albummet ’Conversations With Dudley’ fra 2004. Efter et par funky samarbejder med fx Madlib, udgav Dudley Perkins i 2006 albummet ’Beautiful Mindz’ sammen med Georgia Anne Muldrow.

Den LA-basererede duo har en tæt musikalsk relation til Danmark. Det danske producertalent, Kriswontwo, var nemlig tilbage i februar 2013 på besøg hos Georgia Anne Muldrow i Los Angeles. Han var inviteret over for at producere hendes kommende EP, der udkommer i løbet af 2014:
“Udover at være den vildeste rapper og sangerinde er hun også et af mine allerstørste forbilleder som producer – så det at hun sad der og lyttede og var vild med det hun hørte, var en af de største oplevelser jeg har haft!”

Vi glæder os til at invitere indenfor til en aften med høj cigarføring, solvarm soul og funky hiphop, når Georgia Anne Muldrow og Dudley Perkins vælter Pumpehuset den 14. maj. For at fuldende festen, tager de deres fantastiske crew bestående af den californiske hiphop-legende DJ Romes, Oh No og mange andre med.

Få passet børn, mænd og koner – og kom ud og dans med Pumpehuset!
Onsdag
14. maj 2014
dørene åbner
20:00
Showet starter
21:00
Pris
120 inkl. gebyr Kr.
?>