PUMPEHUSET og Beatbox Entertainment Præsenterer
Ed Harcourt
Select Captain

Den britiske singer/songwriter Ed Harcourt udgav i sommer sit syvende album med titlen ”Furnace”. Et album, der har modtaget roser og stjerner fra anmeldere verden over. Blandt andet fem stjerner hos GAFFA, hvor Kristian Bach Petersen skrev, at: ”Med en nuanceret og dyster produktion leverer Ed Harcourt sit stærkeste og mest kompromisløse album. På "Furnaces" slår Ed Harcourt sig op som klavercrooner til fejringen af selve apokalypsen. Resultatet er skræmmende godt”.

Edward Henry Richard Harcourt-Smith blev født i Wimbledon i England i 1977. Han er søn af en diplomat og en kunsthistoriker og begyndte at spille klaver som 9-årig, men nægtede at studere musik, da han mente, selve ideen om at analysere og dissekere musik ville ødelægge fornøjelsen af at lytte og producere. I stedet har Harcourt formået at opbygge en imponerende karriere med syv album og adskillige musikalske samarbejder bag sig. Sangeren fra Sussex bliver ofte sammenlignet med mastodonter som Tom Waits, Nick Cave og Jeff Buckley, og har tidligere turneret med navne som Patti Smith, Marianne Faithfull, R.E.M., Wilco og Feist. Udover at indspille sin egen musik, har Ed Harcourt skrevet og produceret for kunstnere som Paloma Faith, Jamie Cullum og James Bay.

Med albummet ”Furnace” har Ed Harcourt slået sig yderligere fast som en af de mere interessante singer songwritere på den internationale musikscene. Om albummet har Harcourt udtalt, at: ”Jeg ville lave et album som folk kan græde, kneppe og slås til. Der er ikke mange album som dette ude i øjeblikket, men alle mine yndlingsplader har det aspekt i sig, om det så er Prince eller Nine Inch Nails. Det er første gang, jeg laver et album med den slags farlighed over sig”.

Om koncerten i Pumpehuset den 15. februar 2017 bliver farlig, er ikke til at sige – men det bliver uomtvisteligt en helt fænomenal oplevelse at opleve Ed Harcourts dystre og mytiske univers live på scenen.
Onsdag
15. feb 2017
dørene åbner
19.00
Showet starter
20.00
Pris inkl. gebyr
160 Kr.
Select Captain
Placeholder image
?>