dvsn

Billetsalget starter fredag den 10. november kl. 10

Lørdag den 31. marts bliver stemningen hed i Pumpehuset, når canadiske dvsn giver en opvisning i, hvordan fuldfed moderne r’n’b skal skæres.

Der var længe mystik om, hvem der egentlig stod bag dvsn, for i stil med det tidlige The Weeknd var der ingen information om folkene bag den stærkt vanedannende r’n’b. Sløret for duoens identitet blev dog løftet da selveste Drake kastede sin velsignelse over dem i form af en pladekontrakt med r’n’b-kongens pladeselskab OVO Sound.

Bag dvsn gemmer produceren Nineteen85, der har produceret hits for Drake og Nicki Minaj, og Daniel Daley er manden med flødestemmen. Sammen leverer de to canadiere ekstra smooth r’n’b med skønne reminiscenser af 90’ernes klassiske r’n’b-dyder som kælne fraseringer og kor, men med en moderne, mørk edge.

Daniel Daley serverer duoens sange med sin overlegen stemme, der er emmer af kærlighedssorger og duggede ruder i soveværelset, mens Nineteen85 lægger et musikalsk fundament støbt af hiphop og pop iblandet tågede og langsomme beats. Dvsn udgav i 2016 deres debutalbum Sept. 5th fulgt og roser fra kritikerne, fx. udråbte Pitchfork albummet til “Best New Music”. I oktober 2017 kom så den længe ventede og svære to’er, Morning After, men dvsn har ramt plet med endnu en kraftfuld plade, der manifesterer dem som en af de seneste års mest spændende r’n’b-bekendtskaber.

Dvsn var support på Drakes 2017-tour “Boy Meets World”, der også bragte dem forbi Danmark, så det er altså en duo, der er mere end vant til at skabe de samme stemninger live, som deres plader skvulper over af. Derfor er der med rette store forventninger til den 31. marts, når de skruer helt op for varmen i Pumpehuset.