Modern + Ea Kaya + DJ Cohnny Jazz

Kom med til et brag af en afslutningsfest, når vi for allersidste gang denne sommer åbner portene til Pumpehusets Byhave. Vi fejrer, at Byhaven igen i år er blevet fyldt med optursmusik, lækre vibes og fantastiske mennesker. Til at fejre det sammen med os har vi inviteret Modern og Ea Kaya på scenen.

Haven og Byhavekøkkenet AREPA AREPAkl. åbner kl. 17.00, og dette års sidste omgang Byhavebingo går ned kl. 17.30. Modern og Ea Kaya er på scenen fra kl. 19.00, og vi danser natten lang under kastanjen med DJ Cohnny Jazz bag pulten.

Modern
Under navnet Modern har københavner-trioen bestående af Christian Kier Mardahl, Esben Skriver Hjort og Mads Bryld Sørensen ikke eksisteret i mere end et års tid, men sammen har de lavet musik i mere end syv år og det kan man høre på deres gedigent skårne og simple kompositioner, der spreder smil på læben, stik i hjertet og sved på panden. Efter at have udgivet deres første single i slutningen af 2016, barsler Modern nu med nyt materiale, som de helt sikkert hiver med i Byhaven.

Tidligere har gruppen været aktiv under navnet India og optrådt på SPOT, Trailerpark Festival og spillet support for store navne som Crystal Stilts og Glasvegas.

Ea Kaya
Danske Ea Kaya leverer stilrent og forførende pop med en totalt ubekymret attitude, der giver mindelser til MØ. Bag Ea Kaya står den danske singer-songwriter Christine Kiberg, som startede karrieren allerede som 15-årig ved at smide akustiske pop-covernumre på Youtube. Men nu har hun fundet sig egen form og stil, og det har pladeselskabet No3 fået øjnene op for, så Ea Kaya nu er blevet label-kammerat med bl.a. Chinah og Kill J.