Byhaven: BONFIRE + The Grenadines

Byhaven er Pumpehusets hyggelige udendørs sommerscene og bar. Haven er åben fra kl. 15.00 fra onsdag til lørdag og første band er på scenen kl. 18.30 – og der er altid fri entré. Byhavens køkken, El Jefe, byder på lækre sydamerikanske specialiteter hele aftenen.

__________________

Bonfire består af Jakob Steen og Anja Pil Christoffersen.

Anja Pil Christoffersen er kendt på den danske musikscene gennem sit solo-projekt ANYA. Udover at være producer i Bonfire, er Jakob Steen billed-/videokunstner og har stået bag visuelle projekter for Irah, Chorus Grant, Efterklang og puertoricanske Cultura Profética. Bonfire-medlemmerne er barndomsvenner og deres liv blev flettet sammen igen for 1.5 år siden, hvor de flyttede sammen i kollektiv på Nørrebro.

Anja siger: ”Teksterne er skrevet på baggrund af lange snakke om, hvad der optager os. Nogle af sangene er skrevet ud fra mine oplevelser, men nogle er skrevet ud fra Jakobs, eller vores fælles erfaringer omkring, hvordan det føles at leve i den her by”.

‘Selfmade Woman’ var det første nummer de lavede sammen. Ideen opstod, efter Anja optog soundtracket fra en pornofilm på sin telefon. Musikken inspirerede dem til akkorderne i nummeret ‘Selfmade Woman’, som handler om nydelsen af sit eget selskab.

Anja og Jakob er ikke i tvivl om, at det er deres fælles kærlighed til Detroit/L.A. hip-hop, som er kernen i musikken. Dens kropssprog karakteriseres af tunge beats og basgange. De anerkender dog at Bonfire i sidste ende lyder af den virkelighed, de lever i her i Norden. Den er følsom, mørk og svævende.

Jakob siger: ”Produktionerne er skabt ud fra et kartotek af tusindvis af lyde, som jeg har samlet gennem de sidste 15 år. Det er liveoptagelser, voice-memos, samples m.m., som jeg inkorporerer i produktionerne. Ofte er det en real-lyd eller et sample, der skaber en stemning, som fungerer som afsæt for lydæstetikken. Den stemning danner et rum, hvori jeg kan bygge nummeret op.”

Bonfire er ved at lægge sidste hånd på deres debutalbum/mixtape, som kommer ud i løbet af 2018.

 

The Grenadines er ærlig, autentisk og uhøjtideligt. Bandet finder deres inspiration i fortidens store amerikanske folkhelte, og i begyndelsen af 2019 er de klar med deres andet album.

Noget utraditionelt består The Grenadines af fire sangskrivere og to forsangere, hvilket giver bandet et ærligt og varieret udtryk. Live bliver man trukket ind i musikken af The Grenadines store tilstedeværelse og musikalske legesyge, når de bytter rundt mellem bas, guitar, banjo og lapsteel bandmedlemmerne i mellem. Bandet startede tilbage i 2014 som et eksperiment. Dengang var der to dogmer: Sig ikke nej til idéer, og lad indspilning og sangskrivning ske hurtigt og umiddelbart. Det resulterede i debutalbummet ​’The Grenadines’ ​fra 2015, som blev skrevet og indspillet på blot 20 dage. Albummet blev blev modtaget flot af kritikere, og fem sange fra debuten blev spillet på DR’s radiokanaler.

Nu har de lagt dogmerne bag sig og arbejder i dybden med sang- og tekstskrivningen, samtidig med at The Grenadines eksperimenterer med indspilningen, indtil den helt rigtige sound er der. Det har resulteret i et mere forfinet og modent album, der forventes at udkomme i 2019.

The Grenadines består af Laurits Emanuel (Fremtidsminder), Kasper Ejlerskov Leonhardt (Wangel), Morten Fillipsen (In Memoirs) og Dennis Debannic (The Attic Sleepers).